Anmeldelse af ’Tælle til en, tælle til to’

Julen er faldet tidligt for alle, der elsker at læse om grufulde forbrydelser og nervepirrende politiefterforskning. Månedens bog er nemlig leveret af Søren Sveistrup, manuskriptforfatteren bag den ikoniske tv-serie Forbrydelsen og forfatter til både bogen og tv-serien Kastanjemanden.

I stil med Kastanjemanden har Søren Sveistrup fundet inspiration ved at kigge på børn, der leger, og digte sin egen gyserudgave af løjerne. Denne gang har han kaldt sin historie Tælle til en, tælle til to, en titel, der er hentet i Halfdan Rasmussens skønne børnerim. De får et makabert tvist, da en morder bruger rimene i sin leg med ofrene.

Sveistrup åbner bogen med at sende os dybt ind i en mose, hvor en flok børn leger gemmeleg, indtil et forfærdeligt fund sender børnene hjem, uden tvivl med livslange traumer. Tredive år senere er der mennesker, der bliver myrdet efter i en periode at være udsat for en syg stalkers terror via telefonen. Sammenhængen mellem hændelserne åbenbarer sig gradvist.

Det er makkerparret fra Kastanjemanden, politiefterforskerne Naia Thulin og Mark Hess, der skal følge blodsporet tilbage til morderen. De leverer et indædt stykke arbejde mod uret, samtidig med at de skal trodse deres personlige udfordringer. Et psykologisk faderopgør og en dødssyg bror, for bare at nævne lidt af den modgang, der vælter ind over vores helte. Thulin og Hess har selvfølgelig også denne gang følelser i klemme hos hinanden.

Tælle til en, tælle til to fylder tæt på 600 sider. Det giver plads til at udfolde et stort persongalleri. Udover en morder, der har siddet mere end almindeligt skævt på potten, møder vi en mor, der er nærmest vanvittig af sorg over at have mistet sin datter. Vi møder børn, der bliver forsømt af deres forældre, fordi de voksne er opslugt af arbejde eller skilsmisse. Og vi møder politifolk, der udfører deres job dårligt, fordi de bliver presset til at levere synlige resultater hurtigt.

Søren Sveistrup viser stor indsigt i efterforskningens krinkelkroge. Og han har solidt greb i mig fra første til sidste side. Det er som at læse en særdeles vellykket blanding af Nesbøs Harry Hole og Adler-Olsens Afdeling Q.

Tak for julegaven, Søren Sveistrup.