Anmeldelse af Lejr

Måske du har læst nogle af de mange spændende faderopgør, som litteraturen har budt på de senere år, set fra sønnens perspektiv. Knausgård, Glenn Bech og Thomas Korsgaard - de har hver især sat lys på relationen til den tyranniske, fraværende eller voldelige far. Med romanen Lejr bliver der føjet en ny facet til far-skikkelsen. Jesper Stein fortæller den vigtige historie om, hvordan den utilstrækkelige far ser ud. Indefra.

Tonen i bogen bliver sat, da hovedpersonen Kaspar allerede på side to modtager ordene: ’Jeg hader dig og din rådne sommerlejr’. Kaspar er på vej ud i sommerlandet med sine børn. Men teenageren Sara er langt fra taknemmelig over at skulle på ferie med en masse fremmede.

Udover 15-årige Sara har Kaspar sin seksårige søn Julle med på de fem dages lejr-ophold. Børnenes mor er ikke med. Hun og Kaspar er for nylig blevet skilt efter en ydmygende offentlig nedsmeltning fra Kaspars side.

Kaspar håber, at en hyggelig sommerlejr i selskab med andre børn og voksne kan kurere den ensomhed og afmagt, han er ramt af. Men hans klarsynede datter får ret. Det bliver en virkelig rådden sommerlejr, hvor den usikre og søgende Kasper bliver mere og mere udstødt, jo mere han forsøger at blive en del af flokken.

Forfatter Jesper Stein er kendt for sine krimier med københavnske gangstere og korrupte politifolk. Nu har han skrevet samtidsromanen Lejr. Uden drab, men lige så intenst og spændende bygget op. Her er det mennesker, der gør vold på sig selv og sårer andre.

Kaspar er skiftevis angst, liderlig, kærlighedshungrende, håbefuld, undskyldende. Han slår knuder på sig selv for at blive accepteret af den flok mennesker, der allernådigst har inviteret ham og børnene med på sommerlejr. Desværre har Kaspar så travlt med at passe ind, at han glemmer at lytte til sin datter, også da hun bliver behandlet dårligt af de voksne i gruppen.

Med Lejr giver Jesper Stein et præcist indblik i det komplicerede spind af følelser, handlinger og sårbarhed, som præger forholdet mellem voksne og børn i puberteten.

I mine øjne er romanen samtidig en modfortælling til den ophøjede status, fællesskabet har fået i vores samfund. Vi har gjort fællesskab til et mantra, en kur mod alle problemer. Men fællesskabet kan også være svært, dømmende, gennemvævet af usynlige regler. Beboet af mennesker med egne udfordringer. Knap så rummelig, som de toneangivende medlemmer af fællesskabet holder af at tale om.

Historien er relaterbar, alvorlig og barsk, med et skønt stænk af Jesper Steins sans for humor. Som da Kaspar efterhånden er kørt så langt ud, at han drømmer om at være en ged, der bare står og gumler græs. Jeg forestiller mig, at mange forældre til teenagere har haft dage, hvor de ville ønske det samme.