Månedens læseoplevelse juli måned 2024: Slave af friheden af Ildefonso Falcones
Af Diana Bach
Cubac Libre! Du ved sikkert, at det er det officielle navn på den cocktail, der blandes af rom, cola og et skvis
lime. Men ved du også, hvorfra drinken har fået sit navn?
Cuba Libre, eller Frit Cuba, var kampråbet, da cubanerne i slutningen af 1800-tallet gjorde oprør mod de
spanske koloniherrer, der drev sukkerplantager og slavehandel på stedet. Da spanierne var besejret omkring
år 1900, kom amerikanerne til øen med cola i lasten. Hola amigos, rom og cola blev smagen af frihed fra
tyranni og slaveri.
Romanen ’Slave af friheden’ fortæller den bloddryppende historie om oprøret mod den spanske kolonimagt
og mod den racisme, der har gennemsyret forholdet til de sorte efterkommere helt frem til i dag.
Forfatter Ildefonso Falcones tager fat på et par spændende kvindeskæbner og har skrevet sin fortælling i to
spor. Det ene udspiller sig på Cuba under opgøret med kolonimagten. Det andet foregår i Spanien i nutiden.
På Cuba følger vi pigen Kaweka, der som barn bliver bortført fra sin familie i Afrika, sejlet over Atlanten og
brutalt indlagt til et liv som slave på plantagen hos den spanske markis Santadoma. 150 år senere møder vi
Kawekas efterkommer, den unge og rebelske kvinde Lita i Madrid. Hendes mor har viet sit liv til at være
tjenestepige for familien Santadoma, hvilket Lita i stigende grad finder uholdbart og ydmygende.
Kaweka har en særlig forbindelse til de afrikanske guder, og hun bruger sine helende kræfter blandt de sorte
på plantagen. Efterhånden vokser hendes ry og magiske kræfter, og det bruger hun, da hun bliver
machetesvingende guerillakriger.
De to kvinder fra hver sin tid, Kaweka og Lita, følger parallelle spor. De er slavegjorte, gør oprør, fejler og
genrejses, hver på deres måde. Overmagten i form af familien Santadoma viger ikke tilbage for nogen
midler til at ødelægge kvinderne, arsenalet består af såvel voldtægter, tortur og drab, som afpresning, løgn
og ruin.
De sorte kvinders (og mænds) historie er gruopvækkende. Men der er også noget stærkt livsbekræftende i
Kawekas forbindelse til sin afrikanske religion, hendes drift mod frihed for alle sorte, for ikke at nævne den
hede erotik, der udspiller sig under den cubanske tropehimmel.
Hvis du allerede har læst Mich Vraas slavetrilogi: Haabet, Peters kærlighed og Faith, vil du med ’Slave af
friheden’ få et nyt, dramatisk kapitel til fortællingen om, hvordan afrikanere blev ført over havet for at skabe
rigdomme til os i Europa. Hvis ikke, er det bare med at komme i gang. God sommer.
Slave af friheden
En fascinerende og storslået historie om to kvinders indædte kamp for frihed i hver sin tidsalder: Den ene i kolonitidens Cuba og den anden i det 21. århundredes Spanien.