Månedens læseoplevelse juni måned 2024: Hvor vinden vender af Jesper Bugge Kold
Af Diana Bach
Tænk, at der engang var jord, som vi ikke alene kunne betvinge med stædigt slid og simple redskaber.
Det er fascinerende og lærerigt at forestille sig tidligere generationers udfordringer med at skabe et liv som bønder i fjendtligt terræn, og heldigvis er der forfattere, der dykker ned i det på eminent vis. Ida Jessen skrev om de rå elementers rasen på den jyske hede i Kaptajnen og Ann Barbara (senere filmatiseret i Bastarden), og nu har Jesper Bugge Kold med Hvor vinden vender givet os en historie om de danske bonde-udvandreres overlevelseskamp i det vilde Vesten anno 1879.
I Hvor vinden vender møder vi de fynske landarbejdere Johanne og Jens og deres flok af børn. Hurtigt bliver vi klar over, at de sidder i en håbløs livssituation; de er ofre for fattigdom, slavearbejde, seksuelle overgreb, korruption og sult. Derfor giver det god mening at søge et bedre liv ved at forlade Danmark og rejse mod mulighedernes land: Amerika.
Jens tager afsted først for at få et stykke præriejord i Nebraska og etablere et hjem, Johanne følger efter et år senere med børnene. Ægtefællerne har hver deres holdepunkt i tilværelsen: Jens er en drømmer, der skaber fest og glæde med sin violin, Johanne søger mod Biblen og kirken for at bære sit tunge ansvar for børnenes overlevelse og fremtid.
Rejsen er i sig selv livstruende for familien. Men også da de når frem til målet, er der grimme overraskelser og nye umenneskelige strabadser i vente. Og åh, hvor jeg heppede på, at Johanne ville være i stand til at grave frem til en reserve af mod og styrke og klogskab hos sig selv. Samtidig må jeg erkende, at et sødmælksbarn som jeg ville sikkert være krøbet i fosterstilling, allerede før foden var sat på amerikansk grund.
Mange kender Jesper Bugge Kold som en engageret og livsnær historisk forfatter. Han har slået sit navn fast med romaner som Vintermænd og Krigsturisten. Men især med makkerskabet med Mich Vraa og romanerne Pigen fra det store hvide skib og Tre dage i april, har han vist, hvor dygtig han er til at bruge en kvindes perspektiv til at fremkalde komplicerede historiske perioder som Anden Verdenskrigs afslutning og hjælpeindsatsen under Koreakrigen.
Jesper Bugge Kold har tilegnet bogen, der er starten på en serie, til sin amerikanske familie. Og hurra for dem og de op mod 300.000 danskere, der på den tid emigrerede ud over havet for at få et bedre liv. Verden har brug for mennesker, der tør flytte sig, uanset omkostningerne.
Hvor vinden vender
Hundredtusinder danskere udvandrede til Amerika i 1800-tallet, drevet af drømmen om et bedre liv, denne fortælling er inspireret af et af Jesper Bugge Kolds egne familiemedlemmer, der ankom til Amerika i 1879