Bog & idéBøger

Anmeldelse af Månedens læseoplevelse i marts: ’Mens vi legede’ af Ninni Schulman

Forestil dig en søvnig småby på landet i starten af 1980’erne. Nogle børn på 12-13 år leger detektiver, og deres nysgerrighed sætter dem på sporet af voksne hemmeligheder. Legen udløser en række begivenheder med fatale konsekvenser.

Måske tror du, at det er tv-serie-fænomenet Stranger Things, jeg beskriver? Ikke helt. Vi skal nemlig ikke til Indiana, USA, men bare et smut over sundet til det idylliske Dalarna i hjertet af Sverige. Her har vi rammen for Ninni Schulmans firser-nostalgiske krimi Mens vi legede.

Den tidligere politibetjent Ingrid Wolt bliver løsladt fra en fængselsdom og slår sig ned i et tyndt befolket område i hjertet af Sverige. Ingen vil ansætte hende, så hun sætter en annonce i avisen som privat efterforsker. Første opgave i bureauet bliver at opklare, hvad der er sket med 12-årige Mattias, der forsvandt for et år siden.

Den lokale politimester har lagt sagen ned, erklæret dødsfaldet for en drukneulykke. De mange ubesvarede spørgsmål tilskriver han børns natur: ’Børn lyver. Om alt. Som regel er det små hvide løgne, men nogle gange handler det om større ting. Hvor man har været, hvem man har været sammen med. Hvorfor de nærmere bestemt lyver, er ikke til at vide.’

Men Ingrid Wolt tager børnene alvorligt. Det fører hende ind bag de mange hemmeligheder, der gemmer sig i lokalsamfundet. Og hun optrevler det, som Mattias faldt over i sommeren 1982, hvor han legede detektiv i naboernes haver og udhuse.

Modsat Stranger Things er der ingen overnaturlige fænomener på spil i Dalarna. Til gengæld flyder der en tyk strøm af sorg, løgne, skyld og skam, som skubber rundt på voksne og børn.

Ninni Schulman er eminent i sine beskrivelser af børnenes komplicerede relationer i perioden omkring puberteten. Ens verden synker i grus, når bedstevennen pludseligt er mere interesseret i piger og rockmusik end i at notere nummerplader og bygge hule.

Hvis du selv var barn i 1980erne, er der virkelig bonus at hente hos Mens vi legede. Pludselig sendes sanserne tilbage til den syntetiske duft af et ananas-viskelæder. Fornemmelsen af at pakke et tomt kassettebånd (60 eller 90 minutter) ud af folie. Eller lyden af en cykel i fart, når et papstykke sat fast med en tøjklemme rammer egerne.

Krimien er første bind i en serie om Ingrid Wolt. Og der er masser af løse tråde i hendes historie, vi mangler at få styr på. Hvorfor har Ingrid været i fængsel? Hvad laver hun langt væk fra sin familie og venner? Hvis du kan lide lange krimifortællinger, har du nu chancen for at være med fra starten.

nyhed
Stærk pris
Ingrid Wolt-serien
Ninni Schulman

Mens vi legede

199,95 DKK

Sommeren 1983. Ingrid Wolt bliver løsladt fra kvindefængslet Hinseberg. Engang var hun en respekteret politibetjent på vej til at gøre karriere som efterforsker. Nu er hun en kvinde på flugt fra sin fortid. Første del i serien om Ingrid Wolt er en kriminalroman om sorg, skyld og leg, der bliver til dødelig alvor.

Shop bogen her