Vinder af MARTHA prisen 2023
Stort tillykke til Benjamin Koppel, der er dette års MARTHA vinder.
MARTHA-prisen er Bog & idés forfatterpris, der i år uddeles for 35. gang. Prisen udmærker sig ved at være den eneste danske litteraturpris, hvor det er de danske læsere, der alene bestemmer, hvem der skal vinde. Med andre ord er det folket, der her har chancen for at anerkende deres yndlingsforfatter.
Dette års vinder, Benjamin Koppel, kommer ud af en meget musikalsk familie og er selv kendt som komponist og saxofonist. I 2022 debuterede han som forfatter med romanen 'Annas sang' – en fortælling om den jødiske emigrant Hannah Koppelman, der i 1930’ernes København drømte om at skabe sig en karriere som musiker. Romanen er inspireret af Koppels egen grandtantes skæbne og beskæftiger sig med familiens musikalitet, jødedom og nedarvede traditioner.
I år 2011 udkom han derudover også med fagbogen ’Ud af musikken’ i samarbejde med Casper Rongsted.
Benjamin Koppel er sammen med Lars Hjortshøj i øjeblikket aktuel med samtalebogen 'Halv fuldendt', hvori de går på opdagelse i hinandens liv og sind.