Ringenes Herre bøger rækkefølge
J.R.R. Tolkien
J.R.R. Tolkien blev født i Bloemfontein, Sydafrika, den 3. januar 1892 af engelske forældre. Da hans far døde, flyttede JRR Tolkien, hans bror og hans mor tilbage til England. Allerede i teenageårene begyndte Tolkien at interessere sig for sprog og lingvistik, og foruden at lære gotisk og senere finsk var han travlt optaget af at opfinde sine egne sprog for morskabens skyld, bl.a. et sprog, som han kaldte Qenya. Allerede under 1. Verdenskrig arbejdede J.R.R. Tolkien på de historier, der senere, under sønnen Christophers bearbejdning, skulle blive til Silmarillion, som blev udgivet posthumt i 1977, og som etablerer det særegne univers, der udfoldes i Ringenes Herre. Fortællingerne i Silmarillion er blevet betegnet som Tolkien-universets urhistorie, selveste skabelsen og oprindelsen af de første tider og mennesker. Med Ringenes herre-trilogien, som udkom fra 1954-1955 slog J.R.R. Tolkien sit navn fast som skaberen af fantasy-genren, som vi kender den i dag. Tolkien døde i 1973.
Ringenes Herre
Ringenes Herre er en fantasyserie skrevet af John Ronald Reuel Tolkien – bedre kendt som J.R.R. Tolkien. Han arbejdede på værket i årene 1936 til 1949, med udgivelse fra 1954 til 1955. Serien er blandt de mest populære skønlitterære værker i den engelsktalende verden.
Ringenes Herre er blandt de værker, der definerer fantasy-genren. Handlingen i Ringenes Herre foregår i en imaginær forhistorisk verden, Middle Earth, i den danske oversættelse kaldet Midgård. Tolkien er tydeligvis inspireret af bl.a. den nordiske mytologi. Tolkiens version af Midgård er beboet af mennesker, elverfolk, hobbitter (de halvlange), dværge, enter, trolde og orker.
Ringenes Herre starter 60 år efter Hobbitten sluttede, på Bilbo Sækkers 111-års fødselsdag. Han forlader sit hjem og ejendele i Herredet, heriblandt hersker-ringen, som han fandt og stjal fra Gollum i Hobbitten. Det er nu op til Bilbos nevø Frodo og hans venner at tilintetgøre ringen.
Både Ringenes Herre og Hobbitten eller ud og hjem igen har oplevet kæmpestor fornyet succes efter Peter Jacksons filmatiseringer. I de tre Ringenes Herre-film (2001-2003) kunne danske Viggo Mortensen opleves som Aragorn. Hobbitten blev filmatiseret i tre dele: Hobbitten: En uventet rejse, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark og Hobbitten: Femhæreslaget (2012-2014). Alle bøgerne findes også i engelske udgaver med titlerne; The Fellowship of the ring, The two towers, The return of the king, The Hobbit og The Silmarillion.
Ringenes Herre trilogien i rækkefølge:
- Eventyret om ringen (1968)
- De to tårne (1969)
- Kongen vender tilbage (1970)
Hobbitten og Silmarillion
Hobbitten eller ud og hjem igen er forhistorien til Ringenes Herre, og her møder vi for første gang hobbitten Bilbo, troldmanden Gandalf og Gollum, som alle tre optræder i Ringenes Herre bøgerne. Hobbitten eller ud og hjem igen er Bilbos historie om, hvordan han ledsager 13 dværge, og hjælper dem i kampen om at vinde deres hjem tilbage fra dragen Smaug.
Silmarillion betegnes som en slags forhistorie til Hobbitten og Ringenes Herre. Tolkien arbejdede på bogen det mest af sit liv, men nåede desværre ikke at overvære udgivelsen, da den udkom posthumt i 1977. Tolkien døde i 1973, og det var derfor sønnen Christopher Tolkien, der sørgede for at få fortællingen udgivet.
Silmarillion består af fem dele, hvor læseren blandt andet kan læse om den første og anden tidsalder, samt skabelsen af Eä. Oprindeligt var de fem værker separate, men det var J.R.R. Tolkiens ønske, at værkerne skulle udgives samlet. Tolkien døde inden værket var helt færdig, og derfor måtte sønnen Christopher samler materialet sammen og færdiggøre bogen. Dette betød, at han steder måtte omskrive og udtænke nye historier, for at få handlingen til at passe sammen, og fjerne eventuelle huller i fortællingen.