Bog & idéBøger

Anmeldelse: Mellem lys og skygge af Marie Louise Cornelius

Dorothea, kaldet Dottie, er en fladbrystet teenager fra borgerskabet, der er på vej til at gifte sig med Albert og få titel af baronesse. På papiret et rigtigt godt ægteskab. Ikke mindst for Dotties far, der lugter en genvej til politisk magt i København i år 1910.

Dottie er hovedpersonen i forfatter Marie Louise Cornelius’s slægtsfortælling Mellem lys og skygge, første del af en længere serie med titlen Fredriksstadkrøniken.
Marie Louise Cornelius har kastet sig ind i samme disciplin, som en stribe andre forfattere før hende; at portrættere den rivende samfundsmæssige og teknologiske udvikling, som det 20. århundrede bragte med sig. En enorm opgave, spørg bare Jan Guillou efter ti bind med serien ’Det store århundrede’.

Udover Dottie, datteren af landsdommer Wilhelm Krogh, møder vi den dygtige og ambitiøse tjenestepige Marie fra samme husstand. Vi kommer indenfor hos familien Petersen bestående af den succesrige, men angstsyge, operasanger Johannes og hans elskerinde og muse, balletdanserinden Ella. Vi lærer også familien Bergsøe at kende, datteren Rebecca er veninde med Dottie, faderen er læge med speciale i gynækologi og har en jødisk baggrund. Måske du allerede kan ane nogle af de mange tråde, der er lagt ud til kommende bind i krøniken?

Her i første bind koncentrerer Marie Louise Cornelius sig om den spirende kvindefrigørelse. Retten til at tage beslutninger over eget liv, men også den måde, som kvinderne i stigende grad kræver at få politiske rettigheder. Bagtæppet er den politiske skandale, som udspillede sig i Danmark i de år. Justitsminister Alberti blev dømt for at svindle for en sum svarende til en femtedel af statens årlige indtægter.

Jeg er stor tilhænger af at læse om fortiden som et middel til at forstå samtiden. Kampen om rettigheder sluttede ikke, da kvinderne fik mulighed for at stemme eller stille op til valg.

Marie Louise Cornelius skriver med stor indlevelse om de svære situationer, som såvel rig som fattig står i. Det er ikke let at være tyende og stå til rådighed på alle måder. Men privilegier kommer også med en pris. Jeg glæder mig allerede til næste kapitel i historien om Dottie.

nyhed
Frederiksstadkrøniken
Marie Louise Cornelius
Q&A

Mellem lys og skygge

219,95 DKK

Mellem lys og skygge er første bind i en medrivende familiekrønike, der folder sig ud med det 20. århundredes politiske, videnskabelige og kulturelle fremskridt som kulisse.

Læs mere