Elsebeth Egholm - Dødvægt

Hvad handler Dødvægt om?
Dødvægt er krimi og kærlighedshistorie i et. Det er en bog, hvor Dicte Svendsen bliver kastet ud i sit livs valg.

Hun og hendes kæreste Bo ankommer til Malta sammen med fem af Bos fotoelever. Det er december, og der er storm. Allerede på den gyngende tur med færgen over til den lille ø Gozo fornemmer Dicte, at der er et helt særligt forhold mellem Bo og en af eleverne: den smukke og dygtige Natasha, som trodser bølgegangen og drøner rundt mellem søsyge passagerer og knipser med sit kamera.

Midt i stormen kæntrer en flygtningebåd fra Libyen, og færgen forsøger at hjælpe de druknende afrikanere i sikkerhed. Mellem de kæmpende og de døde får Natasha øje på kontrasten: liget af en hvid kvinde. Senere hen viser det sig, at der på et af Natashas fotos fra færgens cafeteria sidder en kvinde, der til forveksling ligner det hvide lig. Hun sidder mellem to mænd, og Natasha, der har haft russisk i gymnasiet, husker, at de talte russisk.

Dicte og Natasha opsøger efterforsker Jack Spiteri på politistationen i Victoria for at vise ham fotos af de to identiske kvinder. Jack tager sagen alvorligt. Det gør hans chef, Ralph Micallef, ikke. Han slår ligheden mellem de to kvinder hen som en tilfældighed, men da Natasha og Bo dagen efter kører ud sammen, kommer de ikke hjem igen. Senere bliver Natashas lig fundet for foden af klipperne, og Bo er sporløst forsvundet.

Dicte er i chok. Men midt i sorgen over Bos forsvinden og chokket efter Natashas død, er hun også dybt tiltrukket af Jack Spiteri. Sammen og hver for sig forsøger de at optrevle mysteriet om Natashas død og den hvide kvinde i bølgerne, mens eftersøgningen af Bo sættes på turbo. 

Er der særlige temaer i Dødvægt som har været vigtige for dig at undersøge?
I Dødvægt er der et gennemgående tema, der handler om ulighed og om, hvor priviligerede vi er i den vestlige verden. Uligheden viser sig ved kontrasten mellem de afrikanske flygtninge, der dør i bølgerne, og det hvide lig, der bliver sat fokus på i efterforskningen. Den viser sig i, at Dicte kan rejse ud og være nysgerrig og opklare drab og forelske sig i en anden mand. Men hun har friheden til at rejse hjem igen, når hun vil. Det er en luksus, som afrikanerne eller de russiske prostituerede i bogen ikke har. Uligheden viser sig også i Dictes dårlige samvittighed over at interessere sig mere for det hvide lig end for de afrikanske mænd i bølgerne. Måske fordi katastrofens omfang er så enorm, at det føles umuligt at håndtere. Så er det nemmere med et enkelt kvindelig.

Et andet tema handler om alt det, vi slæber rundt på, og som udgør vores identitet og vores følelse af at høre til. Den anden side af det tema viser sig i Dictes fascination af den Gozitanske kultur, hvor familie og religion spiller en stor rolle. Hjemme i Danmark har Dicte selv forkastet religionen, og hendes familieforhold er mildt sagt spegede, meget af det er sket efter hendes eget valg. Men straks hun kommer ud og forelsker sig i Jack, mærker hun fascinationen af alt det, hun før har forkastet. Man kan måske sige, at det handler om, at naboens græs er grønnere. Det handler også om den proces, Dicte skal igennem for at indse, at idyl og lykkelige familier er lige så sjældne ude som hjemme.

Et tredje tema er korruption og afpresning, som lader til at være en fastere del af repertoiret i flere sydeuropæiske lande end hos os i de mere retlinede nordeuropæiske områder. Jack Spiteri, som har været gift med en svensk kvinde, forsøger i kontrast til kulturen i politiet at holde sin sti ren. Men selv han har gjort sig sårbar ved at have et forhold til en kollegas kone, og da han modtager et afpresningsbrev må han kæmpe sin helt egen kamp for at bevise over for sig selv, at han er bedre end som så.

Dicte Svendsen er tilbage. Denne gang ikke i Aarhus, men på øen Gozo. Hvordan kan det være?
Der skulle ske noget nyt med Dicte i denne omgang. Jeg har hidtil hævdet, at detektiven fungerer bedst hjemme i sit eget miljø. Men på et tidspunkt opstår der nok også en nysgerrighed for at se, hvordan hun kunne klare sig ude på dybt vand. Hun skulle helt derud, hvor hun ingen af de faste allierede har. Ingen Wagner. Ingen Anne og Ida Marie. Ingen Bo – for han forsvinder jo. Hun har kun sig selv, i en fremmed kultur og et land, hvor der er venstrekørsel, og hvor den ene by til forveksling ligner den anden. Europa, men dog så forskelligt i kultur fra vores hjørne af verden. Oveni det hele, skulle hun også ryge ind i en forelskelse af dimensioner og derved stå i det evige dilemma: skal hun følge sit hjerte, eller skal hun følge fornuften og det, hun kender og holder af.

Har sceneskiftet påvirket din arbejds- og skriveproces?
Sceneskiftet har både gjort skriveprocessen sværere og nemmere. Jeg tror aldrig, jeg har redigeret så kraftigt og så gennemgribende hen ad vejen, som jeg har gjort det i denne bog. Det har været et frisk pust af inspiration for mig at sende Dicte til Gozo, men det er også nyt territorium. Jeg har kæmpet med det faktum, at hun er meget alene med sig selv i bogen. Det har heller ikke været let at skildre forelskelsen i Jack Spiteri og samtidig stadig holde fast i Dictes loyalitet over for og kærlighed til Bo. Og så har jeg som altid rodet mig ud i et plot, der har krævet al min koncentration og holden tungen lige i munden. Jeg har i denne bog især nydt at skrive kapitlerne om Jack. Han er et bekendtskab, som jeg synes, læserne godt kan glæde sig til, og jeg kunne godt overveje at vende tilbage til ham i en anden bog.
Det er niende gang Dicte er hovedperson i en af dine krimier. Hvad er hun for en person og hvorfor bliver hun ved med at fascinere?

Jeg tror, læserne holder af Dicte fordi hun både er en, man kan identificere sig med og samtidig være fascineret af. På mange måder ligner hun en helt almindelig moderne dansk kvinde med uddannelse, arbejde, skilsmisse, børn og venskaber og kæreste i sit liv. På den anden side er der også en ualmindelig del af Dicte: hendes opvækst i et strengt Jehovas Vidner-hjem og det faktum, at hun har givet et spædbarn bort til adoption som sekstenårig. Der er altid en sten, der gnaver i Dictes sko; hun er aldrig helt lykkelig, men hun synker ikke ned i selvmedlidenhed, og hun opgiver ikke. Hun er en fighter, der kæmper for sandheden og for retfærdigheden i ofrenes og de svages – især børnenes og de udsattes - tjeneste.  I processen sætter hun sig selv på spil, for det er helt derude på spidsen, at hun kan overdøve al den smerte, der er en del af hende. Dicte er langt fra perfekt. Men hun gør sit bedste for at kæmpe for det, hun tror på. Jeg tror, at det miks gør hende til en person, mange læsere gerne vil følge.

Hvad er det ved krimigenren, du godt kan lide?
Krimigenren er den perfekte genre til både at underholde med en spændende historie og en gåde, som læserne kan gætte med på – og samtidig dykke ned i noget substans, der handler om, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Drabet er den ultimative forbrydelse, og i dets kølvand følger menneskeskæbner, som er sat på spidsen. Når nogen bliver puffet helt hen til kanten, møder vi deres sande karakter, og det fascinerer mig. Det gælder både for de politifok, der kæmper for at opklare forbrydelsen, for de pårørende, for vidner og for ofre og gerningsmænd. Jeg synes, jeg i krimigenren får en unik mulighed for at skrælle lagene af personerne et efter et, og det er vel egentlig det, der interesserer mig mest.  

Hvad skal en god krimi kunne i dine øjne?
En god krimi skal først og fremmest kunne underholde på den spændende og gysende måde. Derudover må den gerne give stof til eftertanke, både hvad angår temaerne i bogen – som ofte handler om det samfund vi lever i, om globaliseringen, om angsten for ikke at slå til, om flygtningekrisen – og om bogens karakterer: hvorfor handlede de, som de gjorde? Hvad var de for en slags mennesker?  

Var der en særlig begivenhed, der fik dig i gang med at skrive og blive forfatter?
Der kom en dag et brev fra et forlag, som opfordrede mig til at skrive en bog. Det var skubbet, der fik mig i gang med at blive forfatter.  Før det havde jeg skrevet en del noveller til ugebladene og bare drømt om at skrive bøger uden rigtig at have en historie at fortælle. De frie kvindes klub udkom i 1999 og er en portræt af fire unge kvinders liv op gennem firsernes Aarhus. Der er samtidig også en slags krimigåde i, at den ene af pigerne vælger at begå selvmord. 

Har du gode råd til dem, der går rundt med en forfatter i maven?
Råd til jer, der går med en forfatter i maven: læs en masse bøger og se en masse film og tv-serier og stjæl gerne fra dem, I kan lide: personer, synsvinkelarbejde, temaer, opbygning.  Tilsæt jeres eget særpræg, så historien får den stemning, I gerne vil give den. Lær håndværket. Tag et skrivekursus. Se på, hvordan manuskriptforfatterne gør. Tænk ikke på at skrive kunst – det giver bare skriveblokering. Find sammen i grupper på nettet. Læs hinandens historier og vær ikke for venlige med kritik. Det er den gode, konstruktive kritik, I bliver bedre af.

Forfatterinfo
Elsebeth Egholm (f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det Jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske.

Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Dødvægt er den 9. bog i serien. Med Tre hundes nat fra 2011 og De dødes sjæles nat fra 2012 har forfatteren udgivet endnu to bøger, hvor Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, er hovedperson, mens både Boutrup og Dicte Svendsen i Eget ansvar fra 2013 spiller hovedrollerne.

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfa­ttere, og hendes forfa­tterskab er solgt til udgivelse i en lang række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.