Interview med Harry Whittaker

Hvordan forberedte du dig på at skrive bogen, og opdagede du noget nyt, imens du skrev den?

Det gjorde jeg ikke! Jeg sprang bogstavelig talt bare ud i det, gik i gang med det samme, for hvis jeg tænkte over det i mere end et par sekunder, så ville jeg ikke have lyst til at skrive den. Det ville være alt for frygtindgydende! Især når du har det tomme ark papir foran dig. Det er en kliché, som alle forfattere siger, men det er fuldkommen sandt! Navnlig, når man er debutant. Og jeg vidste ikke, om jeg var forfatter - jeg vidste ikke, om jeg havde den evne. Jeg havde skrevet børnebøger, så jeg vidste at jeg kunne skrive, men det er en meget anderledes proces at skrive en roman.

Hvad med plottet og din mors skrivestil, hvordan gik du ind i det?

De første 100 sider prøvede jeg virkelig hårdt at skrive som Lucinda Riley: hendes stil og hendes stemme, fordi det er dét, som læserne fortjener og forventer. Det var svært, men jeg syntes, at jeg gjorde det relativt godt. Jeg henvendte mig ofte til andre, som havde læst Lucinda Rileys bøger for at spørge, om jeg havde fanget stemmen. Og det virkede som om, de synes, jeg indfangede hendes stemme, hvilket var et selvtillidsboost. Men efter de første 100 sider tænkte jeg ikke over det, for på det tidspunkt var historien begyndt at tage form, og jeg fandt ud af, at jeg automatisk skrev på den måde. Historien havde taget over, og det var ikke nødvendigt at efterligne hendes stemme. Det kom på en måde naturligt.

Opdagede du noget nyt i processen? Om din mor, eller historien?

Da mine søskende og jeg var små, syntes vi, det var sjovt, at min mor blev så følelsesmæssigt påvirket af sine egne historier. Engang imellem kunne vi have en hyggelig dag, og når det så blev aften, så kunne min mor virke nedtrykt - næsten på randen til tårer. Og når vi spurgte hende, hvad der var galt, så sagde hun: ”Jeg har lige været nødt til at dræbe én af karaktererne i min bog”. Dengang tænkte vi, at det var lidt fjollet, fordi det jo ikke er virkelige karakterer. Men jeg har opdaget, at den proces faktisk er meget virkelig. Man føler virkelig de samme ting som ens karakterer, og når forfærdelige ting sker for dem, så bliver man følelsesmæssigt påvirket af det.

Hvad er det vigtigste, vi kan lære om Lucinda Riley?

Først og fremmest var hun en fantastisk historiefortæller. Efter min mening var hun den bedste historiefortæller i verden. Hendes evne til at indfange følelsen af et bestemt sted er uden sidestykke, og hun får læseren til at føle, at de har været de forskellige steder, som hun skiver om. Det kom simpelthen igennem den store mængde research, som hun lavede. Når hun skrev om et nyt sted, rejste hun derhen, talte med de lokale og fordybede sig i kulturen, og det respekterer jeg virkelig. For det andet skrev hun med masser af følelser. Man føler virkelig, at man har været på en rejse, når man læser serien om De syv søstre. Det var en udfordring at indfange det, og jeg håber, at jeg har ydet det retfærdighed.

Vi ved godt at du ikke kan afsløre noget, men kan du alligevel fortælle lidt om hvad vi kan se frem til i bogen?

Der er mange overraskelser, opklaringer. Der er ét øjeblik i bogen, hvor hvis du ikke græder, hvis du ikke føler empati og er bundulykkelighed over det øjeblik, så tror jeg, du er en robot. Har jeg afsløret for lidt? Man kan forvente at blive taget med på en utrolig rejse. Atlas er historien om et liv, Pa Salts liv. Det er historien om en lille dreng, som havde en meget svær start på hans rejse igennem livet. Vi følger ham fra Paris i 1920’erne til hans død. Og jeg tror ikke, at jeg kan sige mere end det…

Hvad føler du nu, da bogen er færdig og skal udkomme?

For første gang: ængstelig, bange, bekymret og urolig. Jeg føler alle de ting. Sådan har jeg ikke haft det under skriveprocessen. Jeg tror, det er fordi, at opgaven i sig selv og skriveprocessen, var så utrolig for mig, at jeg ikke overvejede, hvad der ville ske op til udgivelsen og efter udgivelsen. Og derfor er det sådan, jeg har det i øjeblikket: bange. Men jeg forsøger at minde mig selv om, at i sidste ende er ”Atlas. Historien om Pa Salt” en hyldest. Det er en hyldest af min mors liv, hendes bøger, hendes eftermæle.

Det er en slags fest, at bogen overhovedet eksisterer. Så på den måde glæder jeg mig, og jeg glæder mig til at læserne skal opdage alle hemmelighederne. For det er svært at være stille omkring dem. Jeg har lyst til at snakke om dem! Jeg har ikke kunnet tale om den her bog med nogen som helst, jeg har bare holdt det for mig selv, fordi jo flere du fortæller det til, desto større er risikoen for, at noget bliver afsløret. Det som er utroligt og som jeg er meget stolt over, og som alle forlag over hele verden bør være meget stolte over, er, at intet indtil videre er blevet lækket. Intet. Og det er fantastisk.