Joanna Quinn Q&A

Hvad inspirerede dig til at skrive bogen?
Jeg har været opslugt af at læse hele mit liv. Jeg elsker store, tykke bøger. Den slags bøger, der følger karakterer gennem flere generationer, så da jeg begyndte at tænke på at skrive min egen bog, var en af de første ting jeg gjorde at tegne et familietræ. Det virkede som et sjovt sted at starte. Jeg gjorde meget ud af at gøre det til et kompliceret familietræ, så jeg kunne være sikker på at skabe nogle interessante familierelationer.
Jeg har også altid været fascineret af historie, specielt den første halvdel af det tyvende århundrede, så jeg skabte min fiktive familie i den tid, og begyndte at tænke på, hvordan deres liv ville være. Hvad ville der ske med en pige eller dreng, der var født lige efter første verdenskrig? Hvordan ville det føles at være dét barn?
Jeg bor i Dorset, i sydvest England, et sted, der er kendt som forfatteren Thomas Hardys hjem. Det er et meget landligt sted med mange store landsteder, så jeg synes, at det ville være interessant at placere min fiktive familie, familien Seagrave, på en af de store, kolde herregårde – ikke mindst fordi den engelske overklasses aftagende rigdom ville give mig en chance for at kigge på, hvordan livet ændrede sig på det tidspunkt – især for kvinder.

Hvordan er børnene påvirkede af den tid, de lever i?
De er, som de fleste børn, influeret af deres forældre først og fremmest – og alle de voksne i bogen er produkter af den tid, de lever i. For eksempel, gifter min karakter, Rosalind, sig med en mand, som hun ikke elsker, fordi der er meget få velegnede unge mænd, da så mange døde i første verdenskrig. Hun føler sig tvunget til at gifte sig med en mand, der er meget ældre end sig selv, og børnene bliver påvirket af dette ulykkelige ægteskab, der blev indgået fordi det var belejligt.
Børnene vokser også op gennem 1920’erne, hvor deres hjem bliver dét sted, hvor der bliver holdt bohemefester i weekenden. I 1920’erne besluttede nogen folk sig for at leve på en meget bekymringsfri og spontan måde. De ville gerne skaffe sig af med traditionelle sociale ansvar, og vie deres liv til kunst og nydelse. Men dette havde en effekt på deres børn, som stort set blev efterladt til at klare sig selv, mens deres forældre dansede rundt, og drak cocktails. Det betød, at de havde masser af frihed, men ingen voksne rollemodeller overhovedet.

Og hvorfor kaldte du din bog for ”Hvalbensteatret”? (Hvilken rolle spiller teatret?)
I bogen skylles en død hval op på stranden, og min hovedperson, en pige, der hedder Cristabel, gør krav på denne hval. Men hun bliver ekstremt irriteret, da hun opdager at kongen faktisk ejer hvalen – fordi den engelske monark juridisk set ejer alle strandede hvaler (denne lov er ægte, og eksisterer stadig!)
Men med hjælp fra en russisk kunstner på besøg, forvandler Cristabel hvalens skelet til et udendørs teater. Hun elsker teater, og idet hun forvandler hvalen til et rum for kreativitet, finder hun en måde, hvorpå hun kan ændre de kvælende gamle traditioner, der kan holde hende tilbage. Dette er historiens hjerte – hvordan mine børn vokser op, og finder ud af at komme udenom de regler, der binder dem til deres gamle, støvede hus. Teatret er et radikalt anderledes sted end huset, hvor de voksede op. Det er et sted fyldt med fantasi, forvandling og muligheder: Det giver dem chancen for at blive til andre mennesker, og for at forestille sig alternative virkeligheder.

Hvad kan vi som læsere lære af bogen?
Jeg er varsom med at tænke på romaner som ting, der lærer os noget – jeg tænker primært på dem som fantasifulde kreationer, der tager os ud af vores egne liv og ind i nogen andres. Men ”Hvalbensteatret” vil (forhåbentlig!) transportere læsere tilbage i tiden, og tage dem på en vild rejse fra et landsted i Dorset i 1919, til 1920’ernes glamourøse London, til besatte Paris under anden verdenskrig, imens de får balletdansere, hemmelige agenter, amerikanske soldater, modstandsbevægelser og en stor hval med på vejen.