Thomas Buttenschøn
Du kender helt sikkert Thomas Buttenschøn for hans sangkarriere, men han er også børnebogsforfatter i samarbejde med Carl Quist-Møller.
Interview med Thomas Buttenschøn og Carl Quist-Møller om Bare kald mig Tofte
Hvordan fik du (Thomas) ideen til bogen?
”Idéen til bogen er opstået ved at min ældste søn, Jens, har en bamse. Det er en brun bjørn. Da Jens var to år gammel, spurgte han mig, om jeg ikke ville fortælle en historie om bjørnen. Jeg fortalte ham, at det her er den brune bjørn Tofte. Tofte vokser op i en lille by, hvor der ellers kun bor isbjørne. Toftes mor og far er skilt, og Tofte bor hos sin far i landsbyens mindste lejlighed. En direkte parallel til mit eget liv kan naturligvis lynhurtig trækkes. Jeg fortalte ham historien sådan, for at fortælle ham at det er helt okay, ikke at være som alle andre.”
[-tofte, efterled i danske stednavne, i marknavne med betydningen ‘(indhegnet) jordstykke, udskilt af landsbyfællesskabet og beregnet til bebyggelse mv. for den enkelte beboer’.]
Hvor har du (Carl) hentet inspiration til illustrationerne?
“Når jeg læser Thomas historie, springer billederne frem for min nethinde, stemninger, følelser og karakterernes baggrundshistorier inspirerede mig til at illustrere. Toftes univers udvidede sig yderligere, da vi sammen begyndte at skrive sangene til cd’en. Og så har mine besøg i Grønland, og billeder jeg søgt på nettet af Grønlands natur og dyreliv, selvfølgelig inspireret mig.”
Er det noget I kunne finde på at lave igen?
Thomas: ” Ja. Jeg elsker at skrive. Og for at være helt ærlig, så vil jeg jo også gerne skrive en bog til min yngste søn. Om det bliver Tofte universet, eller noget andet, det ved jeg ikke endnu. Men processen her har været god. Så det kunne bestemt godt tænkes.”
Carl: “Bare kald mig Tofte er en fin afrundet fortælling, men det er meget sandsynligt, vi kommer til at bygge videre på universet, i en to’er eller på film.”
Hvad glæder I jer mest til, når I skal ud og lave et show omkring bogen?
Carl: “Vi har tyvstartet turnéen med en række live jobs rundt om i Danmark og et i Grønland, hvor vi har introduceret publikum for sangene. Og det er blevet modtaget rigtig godt. Sammen med sange om venskaber og fest, har det været spændende at give et nyt bud på børnekoncerter der også handler om sorg, savn og skyldfølelser. Nu glæder vi os til publikum får bogen og cd’en i hånden, så de kender Tofte og sangene, når vi besøger lokale spillested og måske har lært at synge rigtig med.”
Thomas: ” Jeg glæder mig mest til smilene, grinene og tårerne. Jeg tror, at forældre vil få en anden historie ud af bogen, end børnene vil. Og når vi optræder med musik, sang og Carls live-tegninger synes jeg, at vi angriber følelsesregisteret fra alle vinkler. Det, synes jeg, er vigtigt. Det er vigtigt at mærke noget. Så jeg glæder mig mest til at give folk en oplevelse.”
Hvad håber I læserne får ud af bogen?
Thomas: ” Jeg håber at historien vil hjælpe til at lære vores børn om mangfoldighed. Om at det er okay ikke at være som alle andre. Du behøver ikke at vokse op i kernefamilien for at have et godt liv. Tofte er en glad Bjørn. Glad fordi han er elsket. Det er det det vigtigste.”
Carl: “Jeg håber bogen og cd’en vil give familierne nogle hyggelige stunder i selskab med Tofte. Jeg håber, at de illustrationer, som ikke er beskrevet i ord, vil invitere læseren til selv at opfinder, små parallel historier, digte sjove dialoger og monologer i hovedet. Jeg håber, de sætninger, der ikke er illustreret, vil få læseren til selv at digte videre og skabe egne billeder inde i hovedet. Jeg håber sangene vil få familier til at danse og dagdrømme sammen.”
Bare kald mig Tofte