Bog & idé

Bog & idé Frederiksværk til salg

Vil du være en del af en landsdækkende kæde, der skiller sig ud i branchen og vækster år efter år? Nu har du chancen. Efter knap 20 år som indehaver af Bog & idé Frederiksværk har Allan Ulrich valgt at gå på pension. Bog & idé Frederiksværk er derfor sat til salg.

Butikken

Butikken blev etableret og åbnet i september 2005 af nuværende indehaver Allan Ulrich. Udover indehaveren er der ansat to boghandlere – den ene på fuld tid, den anden på deltid. De har været ansat i henholdsvis 16 og 9 år.

Bog & idé Frederiksværk bor i lejede lokaler i bycentret I Noord.

Alt i alt er der ca. 200 m2 – heraf 160 m2 salgskvadratmeter.

Markedsområdet

Frederiksværk ligger i Halsnæs Kommune med ca. 32.000 indbyggere. I Frederiksværk alene er der ca. 13.000 indbyggere. Der er ikke andre boghandlere i kommunen, og der er ikke nogen direkte konkurrenter i forhold til legetøj, kontor og KREA.

Butikkens drift

Butikken har fra 2020 til og med 2023 realiseret en omsætningsvækst på 10%. I 2024 er der fortsat vækst i omsætningen i forhold til sidste år. Det vurderes, at butikken har et, ikke ubetydeligt, uudnyttet potentiale som ville kunne indfries ved blandt andet at udbygge butikken med Legekæden i et større lokale.

Det kan i den forbindelse nævnes, at udlejer tilbyder særdeles gunstige vilkår ifm. flytning og etablering af ny butik, og på nuværende tidspunkt er der fundet et egnet lokale.

Bycentret - I Noord

I Noord har gennemgået en omfattende renovering og er i dag fuldt udlejet, bortset fra det lokale, som har skabt muligheden for at flytte Bog & idé og skabe en ny butik kombineret med Legekæden på ca. 400 m2 med optimale forhold for vareindlevering og lager.

 

I centret findes følgende butikker: Matas, City Bakery, Kop & Kande, Anker H (restaurant som åbner juni 2024), Zalza, Normal, Shop 19, Intersport, Bella Lingeri, Pigalle Frisør, Slusen (Bar/Cafe). Lige på den anden side af gade ligger en ganske ny Netto og 100 m væk en stor Lidl.

Sammen er vi stærkest

Bog & idé Frederiksværk er medlem af Indeks Retail A/S, som er kædekontor for de tre frivillige kæder; Bog & idé, BOGhandleren og Legekæden. Kædekontoret servicerer disse med konceptudvikling, markedsføring, indkøb, IT, økonomi og logistik.

Bog & idé er Danmarks største kæde af boghandlere, som tilbyder et bredt udvalg af bøger, legetøj, kontorartikler og kreative produkter. Med butikker over hele landet er Bog & idé kendt for det omfattende sortiment, der dækker alt fra de nyeste bestsellere og klassiske litteratur til spil, puslespil og skoleartikler. Bog & idé fokuserer på at levere høj kundeservice og en god indkøbsoplevelse.

Bog & idés succes og stærke position i markedet er resultatet af engageret, passioneret og lokalforankret ledelse kombineret med et stærkt koncept i et Omnichannel setup, hvor kunden er i centrum. Vi tillægger samarbejdet mellem butikkerne og kædekontor en stor værdi.

Bliv en succeshistorie i Bog & idé

Som indehaver af en Bog & idé butik får du muligheden for at arbejde selvstændigt i dit lokalområde med frihed til at drive din egen butik. Du sammensætter dit eget team, sikrer deres udvikling og motivation, og sammen skaber I en inspirerende oplevelse for kunderne.

For at få succes som indehaver af en Bog & idé kræver det, at du har erfaring med at arbejde selvstændigt samt har ledelseserfaring fra tidligere jobs. Vi forestiller os ligeledes, at du har et godt kendskab til detailhandel og ser værdien i at give kunderne kompetent og nærværende indkøbsoplevelser. Du har formentlig en vis passion for litteratur.

Vil du vide mere

Er du klar til at lægge engagement og energi i at drive en succesfuld Bog & idé butik? Så vil vi gerne høre fra dig. Gør din passion til din karriere og spred læseglæde i dit lokalområde.

Vi står til rådighed for at besvare dine spørgsmål og hjælpe dig videre.


Markedschef

Anders Dahl Iversen

Mail: [email protected]