Q&A Anne-Sophie Lunding Sørensen

Hvorfor er titlen på din nye detektivroman Videre skæbne ukendt?

I bogen spiller en fotoudstilling på det jødiske museum i Berlin af samme titel en central rolle. Det er en udstilling af fotografier af jødiske borgere, som er forsvundet under krigen, og det er netop et billede fra denne udstilling, som sætter bogens handling i gang.
Der optræder flere gamle fotografier og breve i bogen, som er vigtige for opklaringsarbejdet. Jeg elsker den slags vidnesbyrd fra fortiden og tanken om, at der gemmer sig ukendte skæbner, historier, der kan foldes ud.

Hvordan har din researchproces for at skrive om historiske begivenheder fra Anden Verdenskrig været, og hvordan har du integreret dem i en nutidig fortælling?

Jeg allierede mig tidligt med nogen af Danmarks fremmeste eksperter på området, det vil konkret sige to historikere, som er eksperter i Anden Verdenskrig, og til at begynde med gennemgik jeg den historie med dem, som jeg havde tænkt mig at skrive, og spurgte: Kan dette have ladet sig gøre? Og siden har de også læst bogen igennem for at sikre, at handlingen udspiller sig på en realistisk baggrund.

Desuden har jeg været i dialog med museumsinspektører og arkivarer fra jødiske museer her og i Berlin, jeg har talt med en tidligere overrabbiner, blandt flere andre. Så jeg har forsøgt at gøre historien så historisk korrekt som muligt.

Jeg kan godt lide tanken om, at fortiden kan ændre vores opfattelse af os selv og vores nutid, hvilket er det, der sker i bogen.  Helt konkret er det sådan, at nutiden hviler på fortidens synder. Og for at dække over fortidens hemmeligheder gentages den samme forbrydelse, som allerede er sket en gang før.

Og emnet for bogen er jo efterforskningen af en flygtnings skæbne, en ung kvinde, som tilsyneladende er forsvundet sporløst, og hvis historie skal trevles op. Når man flygter, er man i en ekstremt sårbar situation, og der findes mennesker, som kan finde på at udnytte den sårbarhed. Og det er jo noget, som desværre stadig er aktuelt.

Hvorfor valgte du lige præcis denne historiske periode?

Jeg er 54 år, og min generation er vokset op med Anden Verdenskrig som en meget central fortælling, der har været med til at danne hele vores opfattelse af verden.

På en måde synes jeg, at det er ærgerligt, at unge mennesker ved så lidt om ’krigen’. På den anden side set, har der jo været adskillige krige siden, så det er nok sådan, det må være.

I hvert fald er det et emne, der altid har interesseret mig meget. Og selvom jeg har læst et utal af bøger og set film om Anden Verdenskrig og om Holocaust, har jeg alligevel fået meget ny viden ved at researche til denne bog.

Anden Verdenskrig er utroligt nok et emne, hvor der konstant dukker ny viden op, nye vinkler, nye skæbner, som ikke er fortalt. Måske fordi det er nødvendigt at være på så lang afstand af en historisk begivenhed, før man for alvor kan beskæftige sig med den med en eller anden form for objektivitet.

Noget andet er, at man efter Anden Verdenskrig i mange familier omgav de ting, der skete, med en stærk tavshedskultur. Man havde en idé om, at jo mindre man beskæftigede sig med fortiden, jo bedre. Noget fagkundskaben dengang bakkede op om, og som betyder, at der fortsat findes hemmeligheder og historier, der aldrig er blevet fortalt.

Hvem er Storm & Molin og Storm Consulting?

Vivian Storm, som er midt i 40erne, er jurist, single og grundlægger af detektivbureauet, Storm Consulting. Hun har haft cancer og har i den forbindelse oplevet en massiv social deroute med fyring og skilsmisse, som hun er i færd med kæmpe sig tilbage fra.
Bjørn Molin er sidst i tyverne, gift med Anders og en af tre forældre til lille Gudrun, som han er stærkt knyttet til. Han droppede ud af sit antropologistudie lige før specialet og har siden arbejdet i Storm Consulting som Vivians højre hånd.

De to detektiver er hinandens modsætninger: Vivian er reserveret, højreorienteret, socialt akavet og optaget af materielle goder. Bjørn er empatisk, venstreorienteret, socialt begavet og fuldkommen ligeglad med status og penge.

Og så er de – mere eller mindre erkendt – stærkt tiltrukket af hinanden.

Hvordan balancerer du de personlige udfordringer, som Bjørn og Vivian står overfor, med de spændende mysterier, de skal løse?

Jeg prøver at få de to spor, opklaringen og det personlige, til at fylde nogenlunde lige meget, og forhåbentlig også at være lige spændende.

Der er ofte en vekselvirkning mellem sporene; det kan være en personlig erfaring, der får detektiverne et stykke videre i opklaringen. 

Og da de begge to er meget dedikerede til arbejdet og gerne bringer sig selv i spil, bliver de ofte for involverede og sætter sig selv i fare.

Hvad er de vigtigste temaer i bogen?

Der er en slags ’detektivtema’, som har at gøre med gåden, der skal løses: Helt konkret hvad skete der med den unge jødiske kvinde Leah Liebermann, som flygtede fra Berlin til Danmark i 1943 og forsvandt? Det tema handler om at skrabe i den pæne overflade og finde frem til den knap så pæne sandhed.
Det er noget, jeg vender tilbage til: At de mennesker, som har magt og privilegier og som fører sig frem som gode og ærlige mennesker, langt fra altid kan tåle et grundigere gennemsyn. Og at de mennesker, som lever på samfundets bund, ofte bliver undervurderet og regnet for mindre, end de er.
Og det er jo detektivens opgave: At skrælle lagene af, at afdække sandheden. Den opgave er også en kamp for retfærdighed, og ofte er det er en kamp mod overmagten. Så dét er et gennemgående tema i Storm & Molin-bøgerne.

I Videre skæbne ukendt er der desuden et tema, som handler om forholdet mellem forældre og børn: Hvor vigtigt er det at kende sig ophav? Hvor meget betyder blodets bånd? Hvor meget betyder den tilknytning, man selv vælger? Det er spørgsmål, som går igen, både i forhold til forbrydelsen, som skal opklares, og i forhold til detektivernes privatliv. Bjørn er blevet far med hele sit hjerte, men har ingen juridiske rettigheder, og Vivian har genoptaget kontakten med sin demente far, hvilket udfordrer hendes opfattelse af sin egen barndom.

Kan du fortælle os mere om din skriveproces? Har du nogle særlige ritualer eller rutiner, du følger?

Jeg er en svoren tilhænger af rutiner og følger ideelt set det samme skema hver dag: Jeg står op, får familien ud ad døren (vigtigt!) ved otte-tiden, laver en kop te og skriver et par timer, ofte i morgenkåbe. De første timer er tit de bedste, hvor der endnu ikke er dukket for mange forstyrrende tanker op. Så holder jeg en morgenmadspause midt på formiddagen, skriver endnu en time eller to, holder kaffepause, som inkluderer en kort gåtur ned til min lokale kaffebar. Og så skriver jeg igen, inden jeg holder en sen frokostpause. Så er klokken omkring 15, og normalt går jeg så i gang med andre ting.

Hvis noget eller nogen forstyrrer processen, bliver jeg urimeligt irriteret og har virkelig svært ved at komme på sporet igen.

Indimellem tager jeg på skriveophold, hvor kadencen kan være meget højere, fordi jeg ikke skal lave andet end at skrive. Det betyder, at jeg kan skrive mere end dobbelt så meget. Og at jeg kan være i flow konstant. Jeg tager – selvfølgelig – helst det samme sted hen hver gang. Og lige så snart jeg bevæger mig over bygrænsen, indstiller min bevidsthed sig på at skrive.

Hvad er de største udfordringer ved at skrive en detektivroman, og hvordan overvinder du dem?

De første 50 sider af enhver bog er de sværeste. Når jeg har skrevet dem, ved jeg, at det sandsynligvis bliver til en bog, og at jeg lige så stille er i gang med at bestige bjerget, selvom jeg endnu ikke ved, hvor højt det er.

Det med at få krimiplottet til at fungere, at vide præcis hvordan og hvornår, hvilken viden skal deles med læseren, er en udfordring. At skabe historiens skelet, så at sige, det synes jeg er svært. Jeg har heldigvis fået sparring fra en redaktør med erfaring fra filmbranchen til at få styr på plotarbejdet, og det har betydet, at jeg faktisk er begyndt at nyde den del af processen.

Det er lidt det samme med researchen: Til at begynde med syntes jeg, at det var meget udfordrende at skulle ringe til forskellige eksperter og bede om hjælp. Men sagen er jo den, at folk hellere end gerne deler ud af deres viden. Og det gør næsten altid bogen bedre, når virkeligheden ikke er helt, som man havde forventet, og man derfor er nødt til at genoverveje og skærpe sin historie.

Og så har man jo som forfatter en virkelig god grund til at rejse spændende steder og stille de folk, man møder, alle mulige spørgsmål, som man ellers aldrig ville gøre.

Hvad skal en god detektivroman kunne i dine øjne?

Jeg har valgt at kalde Storm & Molin-bøgerne for ’detektivromaner’ for at understrege, at der er lige dele ’detektiv’ og ’roman’ i bøgerne, altså at opklaringsarbejdet og personernes udvikling og relationer fylder lige meget. Egentlig er ordet ’detektivroman’ en lidt gammeldags måde at sige krimi på, og det kan jeg egentlig også meget godt lide, for måske er Storm & Molin-bøgerne lidt gammeldags i den forstand, at der aldrig optræder misogyne seriemordere eller udpenslet vold. Fokus er på opklaringsarbejdet. Men det er på den anden side set heller ikke hygge-krimier, for der er tale om alvorlige forbrydelser, og beskrivelsen af dem indeholder altid et element af samfundskritik.

Men tilbage til spørgsmålet! En god detektivroman skal være svær at lægge fra sig, fordi man bliver optaget af at opklare gåden, og fordi man ikke vil give slip på personerne. Sproget skal være præcist og billedskabende, og det gør ikke noget, hvis man har lært et eller andet nyt, når man lægger bogen fra sig.

Hvad håber du, at læserne tager med sig efter at have læst "Videre skæbne ukendt"?

Jeg håber, at de har været godt underholdt og har taget personerne til sig. At de indimellem er blevet overraskede eller måske ligefrem klogere. Og at de måske er blevet berørt af historien, det kunne jeg godt håbe.

Hvad er du selv og sit forfatterskab rundet af? Overrasker det dig selv, at du er blevet forfatter?

Jeg har altid læst en masse og altid elsket litteratur. Men jeg fandt først modet til at skrive relativt sent og debuterede først som 40-årig. Så, ja, jeg er på en måde fortsat glædeligt overrasket over at være blevet forfatter. Tænk, hvor cool, at jeg får lov til at stå op hver morgen og bare skrive. Det overgår langt mine drømme og forhåbninger som ungt menneske. Faktisk er der ikke meget i mit liv, der er blevet, som jeg troede, men langt det meste er heldigvis blevet bedre end forventet.