Q&A med Clare Leslie Hall

Din roman foregår på en gård i Dorset i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Hvad inspirerede dig til at skrive netop denne historie?

For nogle år siden flyttede min familie og jeg fra London til en gammel gård omgivet af marker i det sydvestlige England. Vi har tre børn, og der er en stor aldersforskel mellem de to ældste og vores yngste, Felix, så vi købte en hvalp til ham for at holde ham med selskab. Drengen og hunden blev uadskillelige!

En dag var min mand ude at løbe, og da hunden forvildede sig ind på en mark med får, truede en landmand med at skyde ham. Heldigvis skete det ikke, men det satte gang i idéen til denne roman!  Pludselig begyndte en meget levende scene nemlig at tage form i mit hoved. Jeg kunne se landmanden og hans kone for mig – på deres mark fuld af får – og en ung dreng, der løb hen imod dem i jagten på sin forsvundne hund.

Af en eller anden grund vidste jeg, at drengen mindede dem om den søn, de for nyligt havde mistet. Og jeg kunne også fornemme en stærk fysisk tiltrækning mellem drengens far og landmandens kone.  Et trekantsdrama, der bare ventede på at blive skrevet.

 

Hvilken rolle spiller livet på landet i romanen?

Livet på landet er et vigtigt element i romanen. Da vi første gang flyttede på landet, blev jeg overrasket over den manglende forbindelse mellem tidligere byboere som mig selv og den gamle garde på landet, som havde boet her altid.

Det var episoden med hunden, der næsten blev skudt, der fik mig til at tænke over det – hvordan vi som kæledyrsejere var forfærdede over, at det kunne ske for vores hund, men hvad med de landmænd, der ser deres får blive angrebet år efter år? Jo mere tid jeg tilbragte med landmænd, jo mere begyndte jeg at forstå, hvor rodfæstede de var i jorden – hvordan det er et kald såvel som et levebrød. Det er hårdt at være landmand: lange arbejdsdage, ingen ferie, daglig fare, dårlig løn.

Alligevel kunne ingen af de landmænd, jeg tilbragte tid med, forestille sig at lave noget som helst andet.  Igen og igen åbnede de mine øjne for de øjeblikke af flygtig skønhed, som de er vidne til hver evig eneste dag – en sanglærke, der stiger til vejrs, en kalv, der bliver født, et tumlende kuld ræveunger. Beth har en forventning om at skulle leve et liv fyldt med bøger og læring, men ender med at gifte sig med en landmand i stedet, og det går op for hende, at det at være fordybet i naturen også er en form for uddannelse, som er lige så givende – måske endda endnu mere.

Jeg ville også gerne indfange, hvordan livet er i en lille by på landet. Jeg kan huske, at jeg blev overrasket over, hvor søde, hjælpsomme og venlige alle var, da jeg flyttede fra London og ud på landet. Der er dog en dobbelthed på spil, for i en lille landsby kender alle hinanden, og de tror derfor også, at de kender hinandens hemmeligheder. Det kan føles både klaustrofobisk og uhyggeligt – den perfekte setting for en roman!

 

Hvad var vigtigst for dig i denne rørende historie?

Det var vigtigt for mig at skrive en historie, der var så følelsesmæssigt ægte som muligt. Beth er en sørgende mor, hvis liv begynder at smuldre, mens hun er allermest sårbar.

Som mor har jeg instinktivt holdt mig langt væk fra historier om den ufattelige smerte, det er at miste en forælder, men da Som sprækker i jorden dukkede op for mit indre blik, vidste jeg, at jeg var nødt til at skrive den. Jeg ønskede at forstå den smerte, Beth og Frank befinder sig i, og hvordan det påvirker deres ægteskab og de valg, Beth træffer. Og jeg ville gerne afbalancere den sorg med små lysglimt undervejs i historien.

Jeg håber, at det kommer til udtryk gennem andre karakterer som Jimmy og Nina, de første år af Frank og Beths ægteskab og den første kærlighedshistorie mellem Gabriel og Beth. Og skønheden i den pastorale verden, de lever i.

 

Kan du kort præsentere hovedpersonerne?

Beth er gift med en landmand, hun elsker, og opslugt af deres travle liv med at drive en gård. Hun er rystet over tabet af sin søn, da Gabriel, hendes første kærlighed, dukker op i landsbyen igen og kaster hendes liv ud i ét stort kaos. Der er en dobbelthed i Beth, som betyder, at hun både er boglig, romantisk og kreativ lsom Gabriel, men også jordnær, praktisk og passioneret omkring naturen som Frank. 

Gabriel er drengen fra det store hus, som Beth forelsker sig i som teenager. På overfladen har han alt – han er flot, rig og klog – men det er en ensom, isoleret opvækst med en fjern far og en vanskelig mor. Mange år senere vender han tilbage til landsbyen som en berømt og meget tiltrækkende forfatter (i hvert fald i mit hoved!). Alt, hvad han drømte om som 18-årig, er gået i opfyldelse, undtagen selvfølgelig at ende op sammen med den kvinde, han i al hemmelighed elsker – Beth. 

Frank – sikke en fyr! Han er den mest modne karakter i romanen, fordi han aldrig handler ud fra egne interesser. Han er venlig, sandsynligvis faktisk lidt til den gode side, og usædvanligt indsigtsfuld, hvilket betyder, at han forstår, hvad der får de mennesker, han elsker – Beth, Jimmy – til at handle, som de gør. Han er stoisk, men ikke uden fejl. Han er en mand af sin tid, og ligesom sin far og bror er han ude af stand til at give udtryk for de svære følelser. Han holder dem begravet dybt inde i sig selv, og det gør ham magtesløs i forhold til at redde sit ægteskab, der er ved at styrte i afgrunden.

 

Bøger spiller en stor rolle i romanen. Hvilke bøger havde du i tankerne, mens du skrev?

Jeg har altid elsket The Go Between af LP Hartley, og den lå i baghovedet, da jeg begyndte at skrive. Den foregår i 1930'erne og handler om en aristokratisk pige fra et stort hus, som forelsker sig i en bonde med tragiske følger! Som sprækker i jorden er på en måde det omvendte af det – en pige fra landet, som forelsker sig lidenskabeligt i drengen fra det store hus.

Som sprækker i jorden startede som en samtidsroman, og det var først i tredje udkast, at jeg besluttede i stedet at lade den foregå i 50'erne og 60'erne. Det føltes bare som en historie fra den periode for mig, og når jeg nu ser tilbage, spekulerer jeg på, om det måske også var på grund af indflydelsen fra The Go Between.

Soning af Ian McEwan er en af mine absolutte yndlingsromaner. Jeg elsker omgivelserne med det store landsted og den spirende kærlighedsaffære mellem husets datter og rengøringsassistentens søn. Endnu en roman med kærlighed på tværs af klasseskel! Det er en bog, jeg ofte genlæser, så jeg vil helt sikkert nævne den som noget, jeg har ladet mig påvirke af. 

Jeg var meget begejstret for Papirslottet af Miranda Cowley Heller, da den udkom første gang. Jeg blev så grebet af trekantsdramaet, hvor fortælleren skulle foretage et umuligt valg mellem sin mand og sin barndomsveninde. Jeg håber, at læserne af Som sprækker i jorden vil føle sig lige så splittede, som jeg gjorde, da jeg skrev trekantsdramaet mellem Beth, Frank og Gabriel!

 

Har du en yndlingskarakter?

Frank er min yndlings. Jeg tror, det er, fordi han er så stoisk og alligevel så fuld af følelser, som han forsøger at undertrykke. Jeg elskede at skrive ham frem – denne mand, som føler så meget, men aldrig viser det – fordi jeg virkelig følte, jeg kunne se hans indre.

Frank var kød og blod for mig helt fra begyndelsen af. Jeg har også en stor kærlighed til Beth. Ja, hun er en fejlbarlig person, som nogle gange tager dårlige valg, men livet har givet hende nogle hårde slag, og jeg kunne godt forstå, hvad der drev hende til at tage de beslutninger, som hun gjorde, og hendes behov for at flygte.

 

Græd du på noget tidspunkt, mens du skrev?

Jeg græd, da jeg skrev slutningen. Det er sjovt, for jeg var glad for den måde, livet gik på for de tre hovedpersoner til sidst, men det fik mig alligevel til at græde. Og det er den del, der også får alle andre til at græde!

Jeg tror, det er, fordi personerne har været igennem så meget i romanen, der er forløsning, men det føles på en eller anden måde bittersødt. Der er et par andre steder i romanen, som er utroligt triste – (ingen spoilere!) og selv nu, hver gang jeg kommer til de kapitler, synker mit hjerte, fordi jeg ved, hvad der kommer til at ske.

 

Hvis du absolut skulle vælge: Frank eller Gabriel?

Umuligt valg! Jeg kan sige så meget, at det er Frank, jeg bar mest i mit hjerte, da jeg skrev romanen. Et par gange stoppede jeg med at skrive på den i et stykke tid, når historien ikke stemte overens med ideen i mit hoved, og det føltes for hårdt. Det var altid på grund af Frank, at jeg vendte tilbage – jeg var simpelthen nødt til at kende hans slutning.

Men jeg blev også forelsket i Gabriel, mens jeg skrev, og jeg følte mig meget splittet mellem de to karakterer og var til tider usikker på, hvem Beth skulle ende sammen med, selv om jeg kendte udfaldet fra dag ét. Jeg vælger Frank (men må han ikke have et element af Gabriel i sig også?!).

 

Kan du beskrive din roman med tre ord?

Romantisk, mystisk, hjerteskærende.

 

Hvordan, hvornår og hvor foretrækker du at skrive? Har du bestemte ritualer eller yndlingssteder, når du skriver?

Jeg skriver på mit kontor derhjemme, et meget lille værelse, som tilhørte mit yngste barn, da det var spæd. Det fungerer godt som skriveværelse, fordi det er lille og hyggeligt og føles som et helle for mig. Jeg har en bogreol med mine yndlingsromaner, et par smukke lamper, mit skrivebord og masser af familiefotografier.

Jeg har ikke nogen særlige ritualer, selv om jeg normalt tænder et duftlys og starter med en kop kaffe. Jeg begynder at skrive om morgenen og kan fortsætte hele dagen – dog med masser af pauser (jeg er en overspringshandler)! Jeg har prøvet at skrive andre steder – caféer, biblioteker – og selv om jeg elsker ideen om det, synes jeg, at andre mennesker er for distraherende. Jeg har det bedst på mit kontor med mine yndlingsting omkring mig, hvor jeg lukker resten af verden ude i nogle timer. Det svære er at komme tilbage til virkeligheden bagefter.

 

Har nogen du kender, inspireret dig til at skabe karaktererne i din roman?

Da jeg lavede research til Som sprækker i jorden, boede jeg hos et landmandspar på en lille gård i Kent, og jeg tænkte på dem, da jeg begyndte at skrive. Hvor knyttet de var til deres jord og dens dyreliv, hvordan manden byggede et skjul til sin kone, så hun kunne holde øje med fugle i deres reder – det er også med i bogen. Og landmanden og hans kone, Keith og Nina, som nu er i 70'erne, og som ejer markerne omkring vores hus, har jeg altid fundet inspirerende.

Når jeg tænker på Keith, der kalder på sine får, den særlige lyd, han laver, og som jeg hører hver dag fra mit kontor, så er det helt sikkert kommet med ind i Frank. Og måske er Tessa Wolfe, Gabriels mor, delvist hentet fra vanskelige ældre kvinder, jeg har kendt i mit liv. Ikke én bestemt, men sandsynligvis en hybrid, der består af mennesker, hvis snobberi, dømmekraft eller forkærlighed for alkohol har sat sig fast et sted dybt i min underbevidsthed!