Q&A med David Garmark
Vildført. Bind 2 i serien om Walther Brink.
VILDFØRT er anden bog i serien om den pensionerede retsmediciner Walther Brink og hans oldebarn Channie. Hvad handler Brink-serien om, og hvad er det helt særlige ved den?
Brink-serien handler primært om Walther og Channie Brink, der i første bind, ’Kæntring’, skal lære hinanden at kende. På det tidspunkt er Walther i 60’erne, og hans oldebarn Channie er syv år gammel og har lige mistet sin mor. Det er en krimiserie, så selvfølgelig er der forbrydelse, men helt overordnet handler serien om at være socialt udsat, om skæve og anderledes mennesker, der ikke passer ind. I min nye bog, ’Vildført’, er der gået 25 år, og Channie er blevet voksen, og Walther meget gammel. Nu er rollerne byttet om, og Channie passer på Walther. Og naturligvis sker der spændende og uforudsete ting …
Hvordan kom du på så originalt et makkerpar som Walther og Channie? Hvorfor er deres relation interessant?
Relationer mellem mennesker optager mig, og så fandt jeg på et makkerpar, der i alder, køn og livsomstændigheder er diametrale modsætninger. En pensioneret retsmediciner, der har søgt mod provinsen for at få fred og ro og nyde sit otium. Syv år gamle Channie – et tidligt skadet, diagnoseramt barn, der har levet et hårdt liv med sin mor på gaden. Channie og Walther skal have et liv til at fungere sammen.
Brink-serien foregår i Aarhus, Ry og Elsegårde på Djursland. Hvad er dit forhold til de geografiske steder?
Jeg har i flere år boet i Aarhus, og stort set hele min familie bor i byen. Jeg elsker det jyske højland, skovene og søerne, og jeg havde brug for et plausibelt sted, Walther kunne flytte til, for at få noget ro og energi. Derfor Ry. Elsegårde ligger på Djursland ud til Hjelm dyb mod øst – jeg har selv sommerhus ret tæt på Ebeltoft, og jeg havde brug for, at Walther og Channie kunne forenes med naturen og være i fred. Elsegårde er det perfekte sted.
Første bog i Brink-serien serien hedder KÆNTRING, og den fik en exceptionelt god modtagelse af pressen og læserne, da den udkom i 2024. Er du nervøs eller rolig, når nu ’Vildført’ skal udkomme?
Haha, det er altid det samme, når jeg udgiver en bog. Jeg er på den ene side videre, da jeg jo har arbejdet med ’Vildført’ i over et år, men jeg venter spændt på dommen. ’Vildført’ foregår 25 år efter ’Kæntring’, altså nu, og Channie er en voksen kvinde, og Walther en gammel mand på 93. Det er nervepirrende, om mine læsere vil tage lige så godt imod Walther og Channie denne gang.
Fortæl os lidt om dig selv – hvem er David Garmark?
Jeg er efterhånden blevet en midaldrende mand i overgangsalderen. Jeg kan ikke støvsuge uden at svede, men på sådan en antitoksisk måde, fordi jeg naturligvis er feminist. Jeg elsker at lave mad og helst italiensk. Jeg skriver på fuld tid og har udgivet bøger i ti år. Jeg indlæser lydbøger, har en podcast med min bror, og så falder der lidt skuespilarbejde af en gang imellem. Og hvis nogen vil udfordre mig i en quiz, så vinder jeg, medmindre det handler om sport – det ved jeg ingenting om. Det interesserer mig lige så lidt som 'politiforretning'.