Q&A med Elsebeth Egholm

1) Til den debuterende mig vil jeg sige: Skriv de historier, du brænder for og tro på det, du selv synes er en god historie. Lad dig inspirere af andre, men lad være med at se til højre og venstre og tro, du skal fortælle andre historier end den, der blinker på lystavlen. Vær ikke bange for, at noget bliver for banalt. Det bliver det kun, hvis du ikke er investeret i det. Forsvar dine hovedpersoner. Lyt til gode råd undervejs, men træf dine egne beslutninger.

2) Når man har læst Budbringeren vil jeg gerne have, at læseren for det første sidder tilbage med en følelse af, at historien er ført derhen – ad kringlede veje – hvor den skal føres hen. At slutningen giver en følelse af tilfredsstillelse. Samtidig er slutninger jo altid dobbelte, og jeg vil også gerne have, at der er eftertanker. Især vil jeg gerne have, at læseren føler med Annas savn af Rasmus og at man føler, man har fået noget at vide om at være pårørende til en person med en psykisk sygdom.

3) Der er et stærkt kærlighedstema i bogen – forfatteren er en uhelbredelig romantiker! Men der er lagt forhindringer ud for Anna og Samuel, og de forhindringer handler om ting, der aldrig har været talt om. Det fører mig til et andet tema, nemlig psykisk sygdom. Rasmus, Annas tvilling, som dør i starten af bogen, havde en af psykiatriens tunge diagnoser. I kølvandet på sådan en, følger ofte fortielser, endda løgne mellem de nærmeste. Vi er inde og røre ved et tabu. I mine øjne er Rasmus den største helt i denne historie, og det er med vilje, for jeg vil gerne vise, at man ikke er sin sygdom. Rasmus er Rasmus. Under al den flimren, sygdommen giver udslag i, er han et omsorgsfuldt, kærligt og modigt menneske.

4) Ideen til bogen opstod på baggrund af skyderiet i Fields. En meget ulykkelig hændelse, hvor en psykisk syg ung mand dræbte tilfældige kunder i et butikscenter i en psykose. Efterfølgende kom det frem, at han ikke var den eneste skyldige. Han havde bedt om hjælp og havde mødt en mur.

5) Jeg skriver allerbedst i min lejlighed på Gozo (Malta), som jeg har haft siden 2006. Det er desværre ikke så ofte, at jeg kommer derned. Men når det kan passes ind, tager jeg af sted i et stræk på to uger, og så får jeg virkelig noget fra hånden. Jeg ser nærmest ingen i den periode, selv om jeg har søde venner på Gozo. Højst bliver det til en kaffeaftale og måske et møde nede på den lokale restaurant. Resten af tiden sidder jeg og skriver. Det nyder jeg.