Q&A med Elsebeth Egholm

Efter ti års pause er Elsebeth Egholm tilbage med en ny krimi, hvor journalisten Dicte Svendsen igen er hovedperson. "Det første offer" er samtidig det tiende selvstændige bind i Dicte-serien. For Egholm er det vigtigt, at Dicte har noget væsentligt at sige om samtiden og ikke blot opklarer tilfældige krimigåder. Elsebeth Egholm har altid brugt Dicte til at spejle den virkelighed, vi lever i. Det skal føles relevant for Elsebeth Egholm at bringe Dicte frem, og hun ønsker, at læserne kan genkende deres egne dilemmaer, tanker og udvikling i hendes karakter.

I ”Det første offer” dækker Dicte en Palæstina-demonstration, da en motorcykelbetjent skrider i det glatte føre og kvæster en demonstrant. Samme aften bliver betjenten og hendes to kolleger – deriblandt Dictes svigersøn Aziz – hængt ud på nettet med en opfordring om at ’gå efter politiet’, og dagen efter bliver den forulykkede betjent fundet gennemtævet og døden nær. Som om det ikke var nok til at ryste byen, gisper alle efter vejret, da en lille jødisk pige bliver kidnappet på vej hjem fra skole. Til Dictes skræk vælger kidnapperne at kommunikere gennem hende. De forlanger en astronomisk løsesum og frigivelse af palæstinensiske fanger i Israel inden midnat den 24. december. Ellers dør Sofie. Dicte mærker ansvaret tynge, og det hjælper ikke, at hun ikke helt stoler på sin nye, unge chef, Malene. Hvordan kan hun redde Sofie? Uret tikker.

Dicte Svendsen er tilbage. Hvordan føles det atter at have Dicte som hovedperson efter ti års pause, og hvad har du savnet mest ved at skrive om hende?

Det føles godt og naturligt at skrive Dicte. Hun er jo en del af mig selv, og jeg kender hende ud og ind. Jeg ved lige præcis, hvad hun tænker om dette og hint, og hvordan hun vil reagere. Jeg kender hendes gode og mindre gode sider, hendes ærgerrighed og forfængelighed, hendes omsorg for andre. Det er som at hilse på en god gammel ven. Jeg har især savnet hendes handlekraft og hendes mod til at være sig selv.

Hvordan har hun udviklet sig i de ti år, der er gået siden sidste bind? Er der aspekter af Dicte, der afspejler din egen personlige udvikling?

Dicte er blevet ældre og mere moden, mere reflekterende, men måske også mere usikker: Er jeg stadig relevant? Kan jeg bidrage med noget? Det afspejler min egen udvikling nærmest en til en. Dicte er nået dertil, hvor det eneste hun ved, er, at hun ingenting ved. Hun er ikke længere så skråsikker. Det tror jeg kommer med alderen. Hun har også sit liv mere kært. Hun ved, hvad hun har at miste: børn og børnebørn. Livet, som ikke længere føles ubegrænset i længde. Men hun er alligevel parat til at ofre sig, fordi hun godt ved, at hun står yderst. Det er de unge, børnene, som er vigtige, og som skal bære faklen videre. Det sidste er også tanker, jeg selv har.

Kan du fortælle lidt om inspirationen til "Det første offer"? Er der virkelige begivenheder eller personer, der har inspireret dig til historien?

Dicte er jo journalist, og hun bliver altid kastet ind i en journalistisk historie med fynd og klem, og det er derfor, hun er så god en figur til at spejle samtiden. Her er det Israel/Palæstina-konflikten og demonstrationerne med ’From the river to the Sea’, som sætter historien i gang. Det er også chikane mod jøder i Danmark. Det er Ukraine/Rusland, og det er de unges syn på verden, som Dicte har svært ved at forstå. Hun kan ikke længere finde hjælp til at afkode ungdommen hos sin egen datter, Rose, for hun er nu travl karrieredatter i 30erne. Også udviklingen af kunstig intelligens har været en inspiration. Mens jeg skrev bogen kom de første forvrængede videoer ud med Kamala Harris, der sagde vilde ting, som selvfølgelig var AI-genererede. Jeg udsætter Dicte for noget lignende i bogen og forsøger dermed at sætte fokus på, at sandheder og usandheder kan være svære størrelser i den verden, vi har nu. Hvad og hvem skal vi tro på? Er det lige meget, hvad der er sandt og falsk? Det er store spørgsmål.

I det hele taget er nutiden altid den bedste inspirationskilde til Dicte-historierne i kraft af hendes job. Jeg læser mange aviser og holder mig bredt orienteret om, hvad der sker herhjemme og ude i verden. Det kan lige nu være en smertelig affære! Men jeg insisterer på, at jeg hellere vil vide, hvad der sker og så vidt muligt forsøge at tyde den samtid, vi lever i. Jeg kaster mig dagligt over både de gamle medier: aviser, radio, tv, men holder mig også orienteret om, hvad der sker på de sociale medier.

"Det første offer" indeholder elementer af politisk spænding og sociale konflikter. Hvordan balancerer du disse temaer med det traditionelle krimiplot?
Hvor vigtigt er det for dig at inkludere aktuelle samfundsproblemer i dine bøger?

Det sidste først: for mig er det vigtigt, at jeg har noget at sige med Dicte. Hun skal ikke bare opklare ligegyldige krimigåder. Jeg har altid brugt Dicte til at sige noget om den virkelighed, vi står i. Det er måske også derfor, der er gået mange år siden den seneste, større Dicte-historie. Det skal føles relevant for mig at trække Dicte frem i lyset, og jeg ønsker, at læserne vil genkende hendes dilemmaer og tanker og udvikling fra sig selv. Når det så er sagt, er spændingen i en krimi selvfølgelig vigtigst, så jeg skruer op for virkemidlerne uden samvittighedsnag. F.eks. er der jo langt fra almindelig chikane af jødiske medborgere og til, at en lille jødisk pige bliver kidnappet. Men det sker så i min bog, fordi Dicte skal sættes på prøve og ting skal sættes på spidsen, og læserne skal puffes ud til kanten af stolen. Så altså: jeg lader virkeligheden inspirere, og så giver jeg den et nøk op, helt overlagt.

Medier og journalistik har udviklet sig markant over de sidste ti år. Hvordan har denne udvikling påvirket din skildring af Dictes arbejdsplads og -forhold?

Også Dicte er jo underlagt krav om klik på sine artikler. Og i denne historie får hun oven i købet en ny redaktør, som er en generation yngre end hun selv. Alle skal løbe hurtigere, får de at vide. De skal turde mere, og man skal groft sagt tale de unge aktivister efter munden. Det er Dicte ikke meget for. Hun synes, de unge kan fremstå historieløse i deres krav om ’From the river to the Sea’. Hun er til den gammeldags, tilstræbt objektive journalistik. Men nye koste kommer ind, og hun bliver anklaget for bias, og så bliver hun sendt ud for at dække en julekoncert og de facto degraderet. Den nye redaktør mener fint, at praktikanten kan overtage krimistoffet og have en mere direkte kontakt til de yngre generationer. Kort sagt: Dicte er ikke længere relevant i den nye redaktørs øjne. Der skal en kidnapning til og en kontakt til kidnapperne, før der pludselig igen er brug for hende.

Jeg tror dermed, at Dicte står i en situation, som mange læsere vil kunne genkende. Kan man holde sig relevant på sin arbejdsplads med det tempo, virkeligheden udvikler sig i? Kan ens erfaringer overhovedet bruges til noget? Ens syn på verden?    

Dicte Svendsen står over for store personlige og professionelle udfordringer i bogen. Hvordan har du arbejdet med hendes karakterudvikling?

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvor Dicte står i dag, i nutiden. Hvad vil hun finde svært? Hvordan navigerer hun i nyhedsbilledet? I sit eget liv? Hun går på to ben: det professionelle og det private. Men de to er jo viklet ind i hinanden. Forholdet til kæresten Bo udfordrer hende. Han har PTSD og har rejst som fotograf i Mellemøsten og har et andet syn på eksempelvis demonstrationerne, end hun har. Hun forsøger at tage det ind, han siger og forstå de unge. Hun er afhængig af Bos ros og hans kærlighed, hun er sårbar, og det hænger sammen med hendes alder. Hun kan ikke lige forestille sig at skifte ham ud, det er slet ikke inde i billedet. De hænger sammen. Hun bliver også fysisk mere træt efter dage uden søvn og skal passe på ikke at falde, hvor der er glat. Så kroppen er ikke, hvad den engang var. Alle disse svagheder skal med, fordi det hører alderen til. Men hun kan stadig feste med veninderne og betale med tømmermænd fra helvede. Og så har jeg jo skullet mobilisere alle hendes kræfter til plottet; hendes mod skal genopstå, det mod, hun ellers var usikker på, om hun længere havde. Hun skal rejse sig og ryste alt det der med alder og relevans af sig og bare handle, som Dicte altid handler. Det er sværere denne gang, der er længere til at tage den beslutning om at ’go it alone’.  Men hun tænker selv, at hvis ikke hun er parat til at risikere livet for at redde en lille pige, så er det liv jo ikke meget værd. Det er der, hun skal hen. Det er den kraftanstrengelse, som holder hende relevant.

Aarhus spiller en central rolle som kulisse i "Det første offer". Hvad gør Aarhus til den perfekte setting for dine krimier, og hvordan har du integreret byens unikke karakteristika i fortællingen?

Aarhus og Dicte hører jo sammen. Aarhus er min egen by, den ligger lige uden for døren, så det er oplagt at bruge den. Byen har også en god størrelse. Den er overskuelig, men samtidig har den al den kriminalitet og (stort set) alle de problemer, man finder i København. Og så er der ikke langt til at komme ud på landet, hvor Dicte og Bo bor. Derfor kommer man som læser også fra land til by og omvendt på kort tid.

Jeg indleder med, at vi er i centrum af Aarhus, til demonstration på Rådhuspladsen. Og så har jeg været så fræk at flytte de fjorten dages vilde vinter, vi havde fra december 2023 til 3. januar2024. Så i hele bogens længde (den strækker fra 16. december til juledag) er byen indhyllet i sne og is, og der er kæmpe problemer for trafikanterne, fordi sneen er kommet bag på byrådet. Det er taget fra virkeligheden. Da sneen kom, brød byens nyindkøbte traktorer sammen, sneplovene kom ikke, busser kørte på sommerdæk, og folk faldt og brækkede arme og ben. Bilerne måtte køre på islag og gik i stykker for et godt ord. Cykle kunne man da slet ikke. Byen var livsfarlig i den periode.

Det er lidt med et glimt i øjet, at jeg har valgt at tage den vinter med, så jeg giver den en ekstra skrue. Der var meget kritik efterfølgende af byens håndtering af situationen.

Efter de seneste år, at have skrevet flere romaner, så er du atter tilbage i krimigenren. Hvordan har din skriveproces ændret sig over årene, og hvad har du lært af at skrive både krimier og romaner?

Min erfaring er, at skriveprocessen er forskellig fra bog til bog, og det gælder både krimi og roman. Det er svært at sige hvorfor. Nogle historier er bare mere ligetil at skrive og fødes mere færdige i mit hoved. Sådan en er ’Det første offer’. Ideen kom hurtigt, og historien stod lysende klar i mit hoved næsten med det samme. Jeg vidste, hvad der skulle ske, hvordan det skulle ske, hvem der gjorde det og hvorfor. Dermed ikke sagt, at jeg kendte alle detaljer, og selvfølgelig har jeg skullet arbejde mig frem til det endelige resultat. Men jeg har ikke haft brug for kartotekskort og større oversigter over handlingen. Den kom naturligt flydende. Det sker sjældent, men det skete denne gang, og det er også sket for mig et par gange før.

Så i virkeligheden tror jeg ikke, at det er genren, der gør, om en bog kræver en bestemt proces. Det er historien og dens personer og det stof, jeg arbejder med, som har betydning. For eksempel havde jeg i min seneste roman et tema om svær psykisk sygdom, og det blev en svær og også en tung skriveproces. Hver historie er unik.

Hvordan har din personlige livserfaring og udvikling påvirket de temaer og karakterer, du skaber i dine bøger?
Er der særlige oplevelser eller indsigter, der har formet din skrivning af ”Det første offer”.

Jeg bruger meget det sted, jeg selv er i livet, når jeg skriver Dicte. Jeg er nu 64, så jeg er selvfølgelig et andet sted, end da jeg var 40 og skrev den første Dicte-bog. Dicte ældes måske ikke i helt samme tempo som jeg selv, og der står ingen steder, hvor gammel hun er nu. Men hun har i hvert fald nogle af de overvejelser om modenhed og alder, som jeg selv har. Om det at holde sig relevant, om det at forstå sin samtid. At forsøge at hænge på. Men ikke bare det, jeg har da også selv tanker om, hvad jeg har at give til yngre generationer. Hvad kan mine erfaringer bruges til? Hvordan kan jeg hjælpe?

Jeg vil faktisk gerne overfor de yngre generationer slå et slag for at orientere sig bredt via de gamle medier, såsom aviserne. Jeg vil også gerne formidle, hvad (god) journalistik er i mine øjne. Vi er blevet så vant til partsindlæg og meningsartikler, og det kan også være fint nok. Men der er altså en kvalitet ved, at nogen sætter sig for at undersøge virkeligheden og ikke på forhånd har en mening om den. At man hører de forskellige sider af en sag og lægger dem frem på en tilstræbt objektiv måde. Det kan jo i sidste ende være med til, at vi også lytter til hinanden og forsøger at forstå hinanden bedre.

Dicte stritter imod sin redaktør Malenes fokus på klik og salgstal og journalistisk aktivisme. Hun sætter den gode artikel højere end det. Det er ædelt, synes jeg.  I det hele taget ville jeg ønske, at vi igen kunne finde ud af at hylde de journalistiske helte, vi har. De findes. Dem, der rejser ud i verden og bringer nyheder og perspektiv hjem til os. Og det behøver ikke altid at være i krig, med krudt og kugler. Jeg er for eksempel en stor beundrer af de gode journalister, der findes, som evner at formidle EU-stoffet, så det føles spændende og som noget, der har med mig at gøre!

Hvordan ser du fremtiden for Dicte Svendsen? Har du planer om flere bøger i serien?

Dicte er jo den, jeg tager frem, når jeg har noget at sige om den tid, vi lever i. Jeg tror ikke, jeg er færdig med hende. Jeg bliver nok aldrig færdig med hende. Så hvis den rigtige historie dukker op, skal hun nok komme på banen. Omvendt vil jeg også insistere på, at jeg kan andet end at skrive krimi. Mine tre seneste større bøger har været romaner. Det skal også plejes i fremtiden. På den måde er jeg jo heldig. Jeg kan gå derhen, hvor den gode historie melder sig, hvad enten det er krimi eller roman. Det er jeg meget taknemmelig for.