Q&A med Emma Hamberg

”Hvis vi ikke tør, bare fordi vi er bange, så bliver der ikke levet meget liv.”

Den svenske forfatter Emma Hamberg er aktuel med romanen ’Kærlighedens idioter’ – en bog om bævere, bøger og et gammelt kastanjetræ, der pludselig forsvinder sporløst. Og om at turde miste kontrollen, elske livet og overgive sig til kærligheden.

Hvordan opstod ideen / inspirationen til ’Kærlighedens idioter’?

”Altid, når jeg begynder at nærme mig en historie, er det lidt som et puslespil. Forskellige dele viser sig for mig, og så en dag ser jeg mønsteret. Her var det først, at en ven fortalte mig historien om det forsvundne træ, så stødte jeg tilfældigvis på en antikvar, der arvede 30.000 bøger, en kvinde med et knust hjerte og sit eget savværk, en bæversafari samt en meget vred bibliotekar. Alle de her puslespilsbrikker havde jeg i hovedet, og så var det som om, jeg så en rød tråd. Mellem bøgerne, træet, savværket, bæverne og hjerterne, som ikke vover at slå.”

Hovedkaraktererne; Simona, JP, Albin og Gertrud er meget forskellige. Hvordan faldt det dig ind, at de fire, vidt forskellige lidt fortabte, mennesker skulle finde et fællesskab og forløse hinanden menneskeligt?

”Alle mine bøger har omtrent det samme ledemotiv: fællesskab. Jeg tror på fællesskab. Og jeg tror fuldt og fast på fællesskab på tværs af generationer, køn og klasse. Hvordan man finder vej til hinanden, handler ofte om andre ting. Og netop de ting vil jeg forsøge at finde – både i virkeligheden og i mine bøger. Derfor er mindre byer ofte meget taknemmelige steder at placere karaktererne i. Der kan man ikke være lige så doven som i storbyer og kun omgås dem, der er præcis som én selv.

Personligt er mange af mine bedste venner enten meget ældre eller meget yngre end mig, bor på slotte eller i mærkelige skure – og jeg elsker det. Bredden af personligheder omkring mig gør livet større. Og det vil jeg altid også gerne give mine bogkarakterer!”

Handlingen sættes for alvor i gang, da Gertruds kastanjetræ Alice forsvinder. Det er et næsten surrealistisk greb. Hvordan kom du på det?

”Direkte fra virkeligheden. Jeg havde umuligt kunne komme på at et træ forsvinder sporløst. Det er ligesom for uvirkeligt, haha! Men dette træ, der forsvandt (i virkeligheden) var faktisk en af mine døtres venners mormors træ. Verdens mest ensomme og vrede mormor, hvis eneste ven var det store kastanjetræ udenfor hendes vindue. Et træ som en morgen var sporløst forsvundet. Ikke fældet, men bare … forsvundet. Så snart jeg hørte denne historie, vidste jeg bare, at ville skrive om det forsvundne træ.”

Graven efter kastanjetræet Alice, sætter en udvikling i gang på forskellig vis hos bogens hovedpersoner. Kan du kort beskrive, hvad træets mystiske forsvinden sætter i gang?

”I skriveprocessen tænkte jeg ikke så meget over, HVORDAN træet forsvandt, men derimod rigtig meget over HVORFOR. Hvorfor forsvinder et træ? Jeg legede med tanken om, at træerne er vores guder, sådan som vi så på træerne før i tiden. I stort set alle religioner findes der vigtige træer omkring os mennesker. Måske har træerne stadig magt? Og hvis dette kastanjetræ faktisk havde magt, tror jeg, at det forsvandt for at redde sit menneske. For hvis et træ forsvinder sporløst og kun efterlader en grav, så bliver menneskerne omkring det tvunget ud. Og når man kommer ud, møder man hinanden…”

’Kærlighedens idioter’ er fyldt med kærlighed til Frankrig. Hvad er det ved Frankrig, der er så dragende / tiltalende?

”Jeg elsker Frankrig af så mange grunde (grammatikken er desværre ikke en af dem, haha…). Det, jeg elsker, og som jeg har brugt i Kærlighedens idioter, er deres uironiske syn på kærlighed, erotik og litteratur! Her skal der ikke sjuskes eller fjantes. Her kan man sige "elske med hinanden" uden at blive flov. Her kan man læse bøger, lade sig rive med og blive påvirket for livet af litteraturen. Uden at skamme sig over at være en smule prætentiøs. Elsker det! For det er netop de ting, jeg har brug for at lære…”

I Kærlighedens idioter er der en del både litterære referencer og referencer til franske ikoner som eksempelvis Jean Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Gertrude Stein og Alice B Toklas. Hvordan blev de en del af fortællingen?

”Kærlighedens idioter er en hyldest til kærlighedens kraft, men også til eventyrenes dynamit. Jeg vidste, at jeg ville flette forskellige forfattere ind i min fortælling på forskellige måder, men da en ven rakte mig Alice B. Toklas’ kogebog med ordene "læs den!", var det, som om alt faldt på plads.

Alice B. Toklas’ kogebog er virkelig ikke bare en kogebog. Den er en rendyrket hyldest til, at livet skal leves, og at ikke en eneste smule liv skal gå til spilde efter døden. Lev det hele op! Jeg syntes, det var sjovt, at den person i bogen, der er allermest bange for at leve, netop har Alice B. Toklas’ kogebog som sin bibel.”

Hvad er dit forhold til den kogebog?

”Jeg elsker den, som sagt, hahaha! Fordi den er som en tidsmaskine. Du åbner bogen, og så er det bare at spænde sikkerhedsbæltet. For du bliver taget med på en rejse i en gammel bil sammen med to lesbiske kvinder, rundt i Paris og hele Frankrig. Du kommer til at spise så mange østers, trøfler og kalkuner fyldt med cognac, at du vil bede om nåde. Du kommer til at dinere med Matisse og Picasso og deltage i forfester med datidens største poeter og forfattere.

Du lærer alt om, hvordan man dyrker jorden, selv når den vrimler med slanger, og hvordan man koger chokolade til soldater under Første Verdenskrig. Alice, Gertrude og deres liv er en smule verdensfjerne, meget privilegerede og fuldstændig vidunderlige. Præcis sådan nogle mennesker og bøger elsker jeg!”

Har du selv lavet nogle af de overdådige retter? (OG smager de godt?)

”Hahaha, Alice’ opskrifter er HÅBLØSE at følge! Der er ingen som helst mål eller anvisninger. Alle opskrifterne er til mindst 20 personer og indeholder som regel østers eller champagne.

Men jeg har lavet hendes grønne ærtesuppe (ikke så spændende…), de smørkogte asparges (rigtig lækre) og flamberede ferskner (FANTASTISKE!).

Bævere fylder også en hel del i ’Kærlighedens idioter’. Hvad er det ved bæveren, der har optaget dig?

”Bævere er så fascinerende dyr! De er som en flok meget firkantede ingeniører, der er fuldstændig uneurotiske, når det kommer til relationer. De gnaver bare træer, bygger bo, får unger, bor sammen med alle disse unger, og når ungerne selv får unger, udvider de deres bo. Man kan sige, at de er det modsatte af os mennesker, som hele tiden analyserer, føler og har svært ved at få kærlighed og relationer til at hænge sammen. Selvfølgelig ville jeg have bævere i kanalerne omkring Lilla Bävan, hvor alle mine kærlighedsidioter bor.”

Hvad kan man lære / få ud af at læse ’Kærlighedens idioter’?

”Jeg håber, at man, efter at have læst Kærlighedens idioter, får lyst til kærlighed. At turde kaste sig ud i, hen, ind, ud, mit og dit i kærlighedens skræmmende, men vidunderlige kosmos. Hvis vi ikke tør, bare fordi vi er bange, så bliver der ikke levet meget liv. Og det er vel meningen med vores lille tid her? At leve? Selvom vi er bange.”

Slutningen kalder på en fortsættelse, har du planer om det? (Det håber vi!)

”JA! Lige nu sidder jeg og lærer alt, jeg kan om seks vidunderlige middelalderlige vægtæpper. De hedder ’Damen og enhjørningen’, og hænger på Musée de Cluny i Paris. De første fem vægtæpper handler om vores fem sanser. Hørelse, smag, berøring, lugt og syn. Det sjette og sidste vægtæppe hedder "mon seul désir", min eneste længsel. Og handler om... hjertet, kærligheden og den frie vilje. Jeg er TOTALT opslugt af disse vægtæpper, og hvordan middelalderen hvisker til os om kærlighed. Så nu er det tid for kærlighedsidioterne at komme til Paris, opdage "Mon seul désir" og alle deres sanser. Hvilket er meget sværere, end man skulle tro.”