Interview med Ann-Helén Laestadius

Svenske Ann-Helén Laestadius har skrevet en roman, der er fostret af en opvækst med en mor, der er same og som har rødder i en lang række af rensdyr hyrder. Det har vist Ann-Helén de udfordringer, som det folk har stået og står over for, og som har været vigtig for Ann-Heleén at hjælpe med at formidle.

Der er nemlig meget få bøger, der fortæller historien fra samernes synspunkt, og det har derfor altid været vigtigt for Ann-Helén at hjælpe til, at der bliver en bedre repræsentation af dem i litteraturen. Efter at have skrevet adskillelige børnebøger om emnet, var der derfor heler ingen tvivl om, at hun også skulle skrive litteratur til det voksne publikum.

”Det er vigtigt for mig at fortælle, hvordan levevilkårene er for samerne, og hvad regering har gjort mod dem. Ud ad til er Sverige et enormt omfavnende og harmonisk land, men faktum er bare, at man har en befolkningsgruppe, som man i den grad har svigtet”, fortæller Ann-Helén Laestadius.

Reguleringer og konflikt
Hendes egen mor oplevede svigtet på egen krop, da den svenske regering besluttede, at same-børn ikke kunne gå på almindelige skoler. De blev derfor sendt væk på specielle nomade-kostskoler. Her blev der udelukkende talt svensk, selvom Ann-Heléns 7-årige mor og mange af de andre børn kun kunne tale samisk. Den oplevelse var med til at forme en hel generation af samer.

”Det har altid været en stor sorg for mig, at jeg ikke lærte at tale samisk fra barnsben, men min mor ville jo ikke risikere, at jeg endte i samme situation som hende selv, så derfor var det vigtigt for hende, at svensk var mit primære sprog. Men for mig har det betydet, at jeg har haft svært ved at føle mig fuldt ud integreret i kulturen. Så det har jeg en karakter med i bogen, som også står i”, forklarer Ann-Helén.

Men det er ikke kun på kulturen, at samerne er udfordret. Også deres ret til at være rensdyr hyrder har regeringen været inde og regulere. Bestemte områder er blevet dedikeret til bestemte familier, så der ikke længere er plads til nomadefolkene og til dem, der får lyst til at blive rensdyr hyrde. Derudover har mineselskaber i stigende grad fået lov til at have minedrift i de områder, som samerne bruger til deres rensdyr.

Dette har gjort, at der er mindre plads til rensdyr hyrderne, men også mindre plads til de lokale jægere, som ikke er samer, og som nu ikke længere har muligheden for at jage, som de tidligere gjorde. Det er også i høj grad med til at skabe spændinger i lokalsamfund, og der er i stigende grad jagt af samernes rensdyr fra udefrakommende.

På trods af adskillelige politianmeldelser, er det næsten umuligt for politiet at opklare forbrydelserne mod samernes rensdyr. Jægerne er så gode og hurtige, at de er væk, inden politiet når frem, og efterlader sig sjældent spor.

”Når en sames rensdyr bliver nedlagt af en jæger, bliver det betragtet som simpelt tyveri. Det er derfor også svært for politiet at afsætte enorme ressourcer til opklaringsarbejdet,” fortæller Ann-Helén og fortsætter

”Dog er der et stort studie på vej, som skal være med til at klarlægge, om det i virkeligheden er hadforbrydelser, når samernes rensdyr bliver nedlagt. Det bliver meget spændende at følge.”

Klimaforandringerne presser samerne
Ann-Helén har dog stor forståelse for, at det kan være svært for de lokale. Selvom der ikke er nogen undskyldning for at nedlægge andres dyr, så forstår hun frustrationen.

”Der er jo også tale om mennesker, som ikke føler sig hørt eller set. Og det lader de gå ud over samerne, fordi de betragter dem som skurkene. At de ikke har mere ret til jorden, end de lokale selv. Men det er slet ikke samerne, der har skabt det problem. Der er vi igen tilbage ved de beslutninger, som politikerne har taget,” forklarer Ann-Helén.

Samerne er i den grad også udfordret af klimaforandringerne. Rensdyr hyrderne er helt afhængige af vejret for at de og deres hjord kan overleve.

”Det har været et problem i årevis, og selvom samerne har råbt op, er der ikke blevet lyttet til det. Og nu er der jo for alvor problemer. Dem skal vi alle sammen forsøge at løse i fællesskab, og samerne skal forsøge at tænke nogle ting anderledes”, siger Ann-Helén.

En kultur i generationer
Same-kulturen går mange generationer tilbage, og inde i den konservative kultur er der også problemer. Det er svært for unge kvinder, der har lyst til at være rensdyr hyrder, og samerne oplever et stigende antal selvmord blandt unge mænd. Begge dele noget, som Ann-Helén har fokus på i sin bog.

”Vores hovedperson, Elsa, er en ung kvinde, som egentlig bare har lyst til at være uafhængig og fri og have sine egne rensdyr. Men som kulturen er, gives positionen som rensdyr hyrde videre til en søn, hvilket betyder, det egentlig er hendes bror, som skal overtage. Det er en kilde til stor frustration for hende”, forklarer hun.

Samtidig oplever det lille samfund også selvmord og forsøg på selvmord, og ingen ved rigtig, hvad de skal stille op. Ofte efterlades der ingen afskedsbreve, og samfundet omkring taler mere om den berørte familie end til dem. Det kan give store vanskeligheder med at bearbejde sorgen, noget som også går igen i bogen.

”Det er forfærdeligt hver gang det sker. Tit helt ud af det blå, fordi de her unge mænd er opdraget til at være stolte og stærke og ikke vise svaghed. Heldigvis er det blevet mere almindeligt, at den organisation i Norge, der hedder SANKS, tager til Sverige og hjælper familierne i den første tid efter et selvmord. Det er også blevet mere og mere almindeligt, at unge mænd, der kæmper, tager til Norge for at få hjælp,” fortæller Ann-Helén.

Bytte er hendes måde at forsøge at få sat fokus på nogle af alle de udfordringer, som samerne og de små lokalsamfund står med.

”Først og fremmest håber jeg, der kommer en bedre forståelse for det her folk, og at folk bliver mere oplyste om de levevilkår, de har,” starter Ann-Helén Laestadius, da jeg spørger ind til hendes motivation for at skrive Bytte.

”Derudover håber jeg, at nogle af de samer, som læser den, kan se sig selv i den og føler, at de bliver set, og at deres problemer er reelle. At de står et sted, hvor der lige nu er rigtig mange udfordringer,” siger Ann-Helén.

Hun understreger dog, at det ikke kun er skidt, og at der generelt er kommet meget mere fokus på samerne og deres vilkår. Både fordi samerne selv er begyndt at gå mere til medierne, men også fordi medierne er blevet mere interesseret i at dække det. Dermed får man politikere og organisationer i tale.

”Jeg ved, der bliver arbejdet på flere ting, og der er mange dialoger, så det håber jeg fortsætter, så vi alle sammen kan eksistere sammen på den måde, der giver mening for os hver især,” slutter Ann-Helén.