En mand gør status

Hvem er Boi Wagner?

Boi Wagner har levet hele livet på sidelinjen. Han har aldrig rigtig været helt med. Han har altid været betragteren, voyeuren. Den, der skrev tingene ned, når han kom hjem. Men det var også det, der passede ham bedst, og det har gjort ham lykkelig. Han ville være forfatter, og som forfatter skal du være den, der står et sted og kigger på tingene.

Da vi møder Boi Wagner i begyndelsen af romanen, er han strandet nede i Schweiz på et hotel i Montreux ud til Genevesøen. Han er rejst ud under coronaepidemien, og nu sidder han fanget der. Langsomt kæmper han sig op gennem det coronanedlukkede Europa, fra Montreux til Genève og Paris op mod Hamborg og København.

På rejsen ser han tilbage på sit liv; opvækst og ungdom, kunstnerdrømmene, kampen for at overleve, kærligheden, børnene og hverdagen, ambitionerne, sejre og nederlag, brud, sammenbrud, opbrud. Boi Wagner er altså en mand, der gør status, mens han retrospektivt (og selektivt) opruller sit liv. Vi får selvfølgelig ikke hele hans liv serveret og beskrevet minutiøst dag for dag, men i en lang række selektive nedslag. Kan vi stole på hans nedslag, fortæller han alt?

Hvor kom inspirationen til at skrive en erindringsroman fra?

Min inspiration er som altid livet og verdenen omkring mig, men efterhånden mere og mere fortiden frem for samtiden eller øjeblikket, dvs. det evige (og alligevel alt andet end evige) nu. Nå ja, lige præcis det: Tidens gang. Alle de forsvundne dage og år, alle de fjerne møder og begivenheder, alle de gamle venner og bekendte. Hvor blev de af? Livets og tilværelsens flygtighed. Måske, efter et efterhånden langt levet liv, en følelse af, at det var på tide at gøre status; gøre boet op. Hvad kom der ud af det hele? Arbejdet og familien. Var det prisen værd?

Det er jo en meget naturlig proces at kigge tilbage og filosofere over, hvorfor vi blev, som vi blev. Hvad var der sket, hvis jeg gået ned ad en anden vej, end jeg gjorde? Så havde jeg måske aldrig mødt de mennesker, der tog mig med ned på Dan Turéll, hvor jeg blev afhængig af både David Bowie og whiskey. Med alderen er det som om, lyset bliver rettet et andet sted hen, og det er som regel mod fortiden. Det er ikke altid noget rart syn, men man kan ikke løbe fra det.