Interview med Bruce Dickinson

For nogle er Bruce Dickinson synonym med Iron Maiden. Men den 59-årige stjerne har andet at byde på end det.

I over 30 år har Bruce Dickinson været frontfigur i det ikoniske Heavy Metal band Iron Maiden. Men det er langt fra det eneste, der gør briten interessant. En karriere som international fægter, en licens som pilot, kræft i halsen og udgivelsen af flere bøger er blandt nogle af de ting, han har oplevet ved siden af sin karriere som sanger i et af verdens største Heavy Metal bands. I sin nye selvbiografi fortæller han om alt det, der har været med til at forme ham som menneske.

De interessante første gange
For Bruce Dickinson var det dog slet ikke meningen, at der skulle være tale om en selvbiografi. Han ville blot gerne skrive en masse små historier fra sit liv, så det blev en form for samtale-bog, hvor det skulle føles som om, at man sad på en bar og drak øl med stjernen, der så fortalte sjove historier fra sit liv.

”Jeg startede kronologisk. Og så var det meningen, at jeg på et tidspunkt ville stoppe kronologien og blot fortælle gode historier om alt muligt. Men det skete aldrig rigtig. Så til sidst måtte jeg overgive mig og sige, at selvom den er fortalt i små bidder, så er der i høj grad tale om en selvbiografi”, siger en grinende Bruce.

Selvbiografien indeholder historier fra de fleste aspekter af den verdenskendte forsangers farverige liv. Og selvom der ville være materiale nok til udelukkende at skrive en selvbiografi baseret på hans oplevelser i Iron Maiden er der en særlig grund til, at han ikke har valgt det.

”For langt de fleste er tingene kun interessant første gang, det sker for dig. Den første gang noget sker og din reaktion på det, og hvad du så gør, det er det, der er mest værdi i at skrive om. Måske det også er interessant anden gang, hvis der sker noget anderledes, som får dig til at stoppe op, men ellers bliver det en rutine. Omkring den første tredjedel af bogen handler om alle de gange, noget sker for mig den første gang; den første kæreste, første gang jeg røg hash, alle mulige forskellige første gange.”

Hvis man forventer en selvbiografi udelukkende om sex, drugs and Rock’n’roll, så er det slet ikke tilfældet.

”Der er selvfølgelig sex, drugs and Rock’n’roll i bogen, for det har jo været en stor del af mit liv. Men det er ikke hele bogen. Der har også været andre skelsættende ting. For eksempel flyvningen eller fægtningen”, forklarer Bruce og fortsætter:

”På den måde kunne jeg også undgå at ødelægge en hel masse menneskers liv, som jeg ville blive nødt til at inddrage, hvis jeg skrev en hel bog om Iron Maiden. Jeg synes, jeg afslører en hel del ting om mig selv, og det er fint. Men det burde ikke være nødvendigt at ødelægge andre folks liv for underholdning. Det er ikke moralsk forsvarligt for mig.”

Mere plads til ironi
Bruce Dickinson har blandt andet tidligere skrevet den fiktive Adventures of Lord Iffy Boatrace. Men for ham var der stor forskel på at skrive fiktion og fakta.

”Når du skriver fiktion, så skal du altid genskabe en hel verden. Også selvom det er komedie, så skal du genskabe denne verden, så den giver mening på en eller anden måde. Så man ender med at komme så langt ind i bogen og skaber plots og så sidder man lige pludselig og tænker, ’shit, hvordan kommer jeg videre herfra? Hvordan løser jeg det her?’”, forklarer Bruce Dickinson og fortsætter:

” Og faktisk er det lidt sjovt, for de fleste gange kan det løses med et biluheld. De stiger alle på en bus og dør. Og det er fantastisk, hvor mange soap-opereaer, der har det som plotline. De udspiller sig over 20 uger, og hvad sker der så? De stiger alle på en bus, og nogle dør, nogle gør ikke – eller også dør de alle sammen. Det er det samme hver gang,” siger Bruce grinende.

Når man skriver fakta er det ikke helt det samme. Verden er allerede defineret, og der handler det i højere grad om at gøre denne verden interessant for læserne.

”På mange måder er der mere plads til ironi i noget som det her, for man beskriver rigtige begivenheder. Men når der i starten er et stykke om et band, der hedder Samson, som jeg var med i før Iron Maiden, hvor vi røg en masse hash og gjorde en masse dumme og rigtig sjove ting, så har man som sagt ikke brug for at høre dem alle. Man forstår godt humoren og ironien efter den første historie”, konkluderer Bruce.

Ingen narcissisme
Da kontrakten om bogen blev indgået, havde Bruce Dickinson et helt år til at skrive den. Det vurderer Bruce selv som værende god tid. Især taget i betragtning, at han slet ikke benyttede sig af den givne tid.

”Jeg overskred vel min deadline med en 6-7 uger. Jeg arbejder bedst under pres”, siger Bruce grinende og med et glimt i øjet:

Bruce havde dog en notesbog, hvor han løbende havde noteret de vigtigste begivenheder i sit liv ned, og den brugte han som udgangspunkt for at skrive selve bogen.

”Jeg husker alting som små film inde i hovedet. Så opgaven var at finde en måde at beskrive disse små film på, som fik læseren til at kunne se det for sig og føle, at de var der selv. Jeg sad på min lokale pub og skrev hele dage af gangen. Og da materialet var færdigt, testede jeg det på publikum rundt om i USA og Storbritannien”, forklarer Bruce og fortsætter:

”Det var meget vigtigt for mig, at det ikke blev kedeligt. Jeg kan ikke døje de selvbiografier, der blot er endeløs narcissisme. De er dybt kedelige og frastødende efter min mening.”

Efter materialet var blevet testet, blev noget derfor redigeret ud, noget blev skrevet om, og endelig fik forlaget en færdig bog.

En humoristisk vinkel på kræften
I løbet af de sidste 10 år er Bruce Dickinson flere gange blevet opfordret til at skrive sin selvbiografi. Men han har manglet en naturlig slutning på historien.

”Det var som om, historien ikke var færdig. For hvor stopper man? Begyndelsen giver ligesom sig selv, men hvor stopper man? Og da jeg så var kommet igennem mit kræftforløb tænkte jeg, at det var et godt sted at stoppe. Så blev der ligesom trykket på reset-knappen”, forklarer Bruce.

Og det var vigtigt for ham, at selv når han skrev om sin kræftsygdom var det med en god portion selvironi.

”Det er en forfærdelig sygdom. Og det er der bred enighed om. Men der er meget få, der ved, hvad det egentlig vil sige at være i den situation. Der er i hvert fald ingen, der taler om det. Der er ingen, der fx taler om når man tager alle de smertestillende, og Gud ved hvad, så er man ikke på toilettet i tre uger. Og jeg ville gerne vise den side, men det var også vigtigt for mig, at der var humoristisk. Så jeg testede historien på min redaktør om, hvordan jeg sad på hug med en finger oppe i numsen for at få sat gang i det hele. For det er så absurd en situation. Og han grinede sin røv i laser. Så det kom med som en del af slutningen på historien”, siger Bruce med et lille grin.

Og da Bruce Dickinson havde en slutning på plads og sad og redigerede bogen, var der især én ting, han gerne ville have kommunikeret ud til læserne:

”Lev livet! Gør de ting, du er passioneret omkring. Og selvom det måske ikke lykkedes hver gang, så vil du lykkedes hver gang. For det hele handler om passionen for livet. Hvis du ikke lever livet, hvad laver du så? Så kunne du lige så godt ikke være her. Så bare kom i gang med det. Man skal ikke ende i en selvforstærkende spiral af, at noget er synd for én eller lignende. Det kunne være værre. Man kunne være død.”