Bog & idé

Interview med Chris Whitaker

af Marketingkonsulent Julie Danielsen maj 2022

Jeg slugte hver en sætning i VI BEGYNDER MED SLUTNINGEN, der fangede mig i et jerngreb som læser. Så da forlaget spurgte, om jeg havde lyst til et onlinemøde med Chris Whitaker, sagde jeg ja uden at tøve.

Bogen må siges at være Chris Whitakers helt store gennembrud, men egentlig lå det slet ikke i kortene, at Chris Whitaker skulle blive forfatter. Han forlod skolen uden gode karakterer og ville bare ud at have et arbejde og tjene sine egne penge. Men som 19-årig var han ude for en traumatisk oplevelse, som ændrede hans liv, og som utilsigtet fik ham til at begynde at skrive og dermed også bragte hovedpersonen Duchess ind i hans liv.

Chris Whitaker blev en dag passet op af en fremmed på gaden, som bad om at låne hans mobiltelefon. Da Chris Whitaker nægtede at aflevere den, stak den fremmed ham tre gange i siden. Det lykkedes ham at komme hen til det nærmeste hospital, hvor han blev behandlet.

”Alle blev ved med at sige, at jeg var helt vildt heldig, men jeg kan huske, at jeg følte mig alt andet end heldig”, fortæller Chris Whitaker, der efterfølgende oplevede store psykiske problemer på grund af knivstikkeriet.

Han oplevede, at han hverken kunne sove, læse, se TV eller spise uden konstant at tænke på den traumatiske oplevelse.

”Min mor er en af de der alenemødre, der kæmpede med økonomien, men alligevel altid smilede. Og aldrig nogensinde har jeg oplevet hende bede om hjælp, så det var det, jeg kom fra. At bede om hjælp var slet ikke en mulighed for mig, selvom det jo helt klart havde været det eneste rigtige”, forklarer Chris Whitaker.

Han vendte sig i stedet mod alkohol og stoffer for at forsøge at klare sig igennem og udviklede efterhånden ret voldsomme selvmordstanker. Som en sidste udvej lånte han en række selvhjælpsbøger på biblioteket, og i en af dem fandt han en skriveøvelse, som skulle vise sig at blive hans redning.

Duchess formes
Skriveøvelsen beskrev, hvordan man skulle ændre sin egen fortælling ved at omdanne den til fiktion. Man skulle ændre både hovedpersonen, lokationen og udfaldet af oplevelsen. Pludselig stod Duchess der iført en Stetson hat og bevæbnet med en pistol. En pige, der ved første øjekast måske nok ser svag ud, men som man ikke er i tvivl om er stærk, når man kigger en ekstra gang. Og så skrev Chris Whitaker en scene, som på det tidspunkt reddede hans liv, og som 20 år senere ville ende som en scene i VI BEGYNDER MED SLUTNINGEN.

Duchess fulgte ham i mange variationer af skriveøvelsen de næste to årtier, uden det på noget tidspunkt var meningen, det skulle ende i andet end en serie af tekster, der kun skulle læses af Chris Whitaker selv. Indtil en dag, hvor hun pludselig passede ind i en af hans historier.

For selvom Chris Whitaker havde ændret hovedpersonen, lokationen og udfaldet af sin oplevelse opdagede han, at han egentlig havde noget til fælles med Duchess. De var begge to blevet tvunget ind i voksenlivet som følge af en traumatisk hændelse. Selvom han selv var 19 år, da det skete, og selvom den traumatiske hændelse ikke skete direkte for Duchess, så Chris Whitaker nogle klare paralleller, og han fik lyst til at udforske Duchess mere. Han besluttede sig derfor for at skrive et år i hendes liv. Og sådan startede VI BEGYNDER MED SLUTNINGEN.

Et år i et liv
Duchess er 13 år, da vi møder hende første gang. Hun er helt tydeligt faret vild i livet og som beskytter for sin lillebror og mor. Som læser glemme man helt, at hun kun er 13 år gammel, men indimellem får man glimt af den pige, hun kunne være blevet.

”I én scene smadrer hun en flaske og holder den op for at forsvare sin mors ære, og i den næste ser man hende gøre sig klar til prom med den stakkels dreng Thomas Noble, der har besluttet sig for at gøre kur til hende. Og det er sådan det er at være Duchess. Der er kæmpestor kontrast i hendes liv”, siger Chris Whitaker.

Hans eneste mission, da han startede med at skrive bogen, var at skildre et år i Duchess’ liv. At samle hende op et sted og efterlade hende et lidt bedre sted. Selvom det godt kan være svært at se, så føler han selv, det er lykkes meget godt.

”I starten af bogen, siger Duchess’ mor til hende, at en uselvisk gerning er det, der gør en person til et godt menneske, og gennem hele bogen jagter Duchess det, der kan være hendes uselviske gerning. Hun finder den til sidst på en ganske hjerteskærende måde, men hun får også ro til at tro på, at hun ikke er helt dårlig. At hun har gjort noget helt fantastisk”, forklarer Chris Whitaker.

Andet end lavpunkter
For at folde Duchess’ fortælling ud, skabte Chris Whitaker en række karakterer rundt om hende. Blandt andet moderen Star, lillebroderen Robin, politibetjenten Walk og Vincent, der var ham, som kørte Duchess’ moster Sissy ihjel mange år forinden. Alle karakterer, der er helt deres egne, og som både udfordrer og hjælper Duchess.

”Robin er jo ham, Duchess lever for. Han er hendes primære fokus, og hun bruger enorme mængder energi på at give ham det, hun anser som en normal hverdag. Moderen Star er helt i hundene og kan knap nok holde styr på sig selv. Walk har i mange år gjort alt, hvad han kan for at hjælpe Star, Duchess og Robin bedst muligt. Men samtidig er han også gode venner med Vincent. Vincent, som var skyld i Sissys død”, fortæller Chris Whitaker og fortsætter:

”Vincent var kun 15 år, da han krydsede en grænse, som mange unge mænd har krydset før ham, men som i hans tilfælde endte i en forfærdelig ulykke. Han var beruset, men besluttede sig alligevel for at køre, og så ender det helt fatalt. Og det kommer han til at bære rundt på resten af livet, også selvom han har udstået sin straf”.

Det var meget vigtigt for Chris Whitaker, at karaktererne ikke var endimensionelle, og at de alle bidrog med noget interessant, ligegyldigt hvor meget eller lidt de optræder i bogen.

”Hvis du tilbringer et helt år med folk, som er tilfældet med Duchess og folk omkring hende, så tror jeg på, at man vil opleve dem i mange andre situationer end kun deres lavpunkt. Der vil være tidspunkter, hvor alt ikke ser helt så håbløst ud”, siger Chris Whitaker.

Svær at elske og svær at hade
Af samme grund er bogen også til tider ret humoristisk. For eksempel i Duchess’ samspil med den jævnaldrende Thoms Noble.

”Der er meget hård læsning, og både når man skriver og læser det, kan det godt føles som om man er ved at drukne. Men så kommer der en humoristisk scene, og så er det lidt som at komme op til overfladen og få vejret”, siger Chris Whitaker.

På trods af adskillige sidekarakterer, er bogen meget drevet af Duchess’ karakter og de valg, hun tager. Og som hun langt fra er klar over konsekvenserne af.

”Jeg vidste godt, det var svært at hænge en roman op på skuldrene af en 13-årige pige. Men Duchess er en kompleks karakter som både er svær at elske og svær ikke at elske. Jeg føler, at hun er meget troværdig, og hun er meget sig selv. Hun burde ikke skulle tage alle de her beslutninger på sine egne og sin brors vegne. Det er ikke hende, der har fejlet, det er folk omkring hende. Og det betaler hun en hård pris for ”, slutter Chris Whitaker.

Bogen er udkommet til store roser fra både læsere og anmeldere rundt om i verden, og Disney har allerede sikret sig filmrettighederne. Og hvem ved, måske får vi alle en dag muligheden for at stifte bekendtskab med Duchess’ igen.