Bog & idé

Interview med forfatter Harlan Coben

af marketingkonsulent Julie Danielsen

Køb bogen

Giv ikke slip

Endnu en krimi-bestseller af Harlan Coben

”Fiktion kan lære os empati”

Harlan Coben er tilbage med endnu en fængslende thriller, og som altid når han skriver, optræder der ingen psykopatisk voldsmand, der går helt amok. Den amerikanske forfatter sætter nemlig en ære i at skabe karakterer, der kunne være læserens egen nabo.

Den 6. juni udkom Harlan Cobens nye bog, ’Giv ikke slip’. Handlingen udspiller sig i en helt almindelig by blandt helt almindelige mennesker. Det er helt bevidst fra den rutinerede forfatter, der ikke uden grund bliver kaldt ’thriller-kongen’. For ham er det nemlig en motivation i sig selv at få sine hovedpersoner til at ligne helt almindelige mennesker med helt almindelige liv.

Hvad nu, hvis…
56-årige Harlan Coben har skrevet mere end 30 bøger. En meget stor del af dem er endt som bestsellere, og en eller flere af forfatterens bøger står ofte på hylden hos krimi-elskende læsere. På trods af de er meget forskellige, har de alligevel som oftest én ting til fælles. Persongalleriet er en pallette af relativt almindelige mennesker med relativt almindelige liv. I hvert fald lige indtil de en dag pludselig står i en situation, hvor deres liv af den ene eller den anden grund har taget en drejning.

”Alt i livet er et spørgsmål om valg, og jeg er meget fascineret af, hvordan selv de små valg kan vise sig at have store konsekvenser. Så det er det, jeg skriver om. Jeg skriver om ’hvad nu, hvis…’! Hvad nu, hvis du i morges var drejet til højre i stedet for venstre? Hvad ville der så være sket? Det samme, som da du gik til venstre? Måske. Måske ikke”, siger Harlan og lader spørgsmålet hænge i luften.

Det er blandt andet disse valg, der driver ham i idéudviklingen og udførslen, når han skriver en af sine bøger, men det er ikke det eneste, der er kendetegnende for en Harlan Coben thriller. Det store fokus på konsekvenser af valg bliver nemlig ofte akkompagneret af et fokus på den menneskelige psyke og tankegang. Det giver nogle bøger, der på mange måder kunne foregå i læserens eget liv, og som får dem til at stoppe op og overveje, hvordan de selv ville reagere i lignende situationer. Og om de virkelig kender folkene i deres omgangskreds.

”Jeg tror, at en af de store sandheder om menneskets natur er, at vi alle tror, at vi er unikke, komplekse individer, og at ingen forstår os. Ingen ved, hvad vi tænker, men vi ved alligevel, hvad alle andre tænker. Det er en interessant universel sandhed. Ingen viser deres sande jeg til andre mennesker, men alligevel forstår de alle andre. Og det leger jeg med i form af hemmeligheder. Alle har en hemmelighed. Alle har noget, de gemmer på, og som de er sikre på, ingen andre vil forstå”, forklarer Harlan.

Forståelse og empati
Især i Harlans nyeste bog, ’Giv ikke slip’, er fokusset på hemmeligheder stort. En hel by har oplevet den samme tragiske begivenhed, og den har haft vidtrækkende konsekvenser for alle. For nogle så vidtrækkende, at hemmelighederne gør, at intet længere er det samme. At de ikke længere er den samme.

”Der er nogle af personerne, der gemmer på hemmeligheder, der er større end andres. Fælles for alle er dog, at det er små begivenheder, der har gjort, at de er endt, hvor de er. Små valg og små begivenheder, der så ender med at vokse og gå for vidt. Der er eksempler på, at de rigtige beslutninger nogle gange leder til det forkerte resultat, og der er eksempler på, at den forkerte beslutning nogle gange leder til det rigtige resultat. Men man ved det ikke på forhånd, for sådan er livet”, siger Harlan.

Slutningen på bogen er i den forbindelse vigtig for Harlan. Det er her, de største hemmeligheder, de største valg og konsekvenserne heraf bliver afsløret til fuldt skue for både læseren og de andre karakterer i bogen.

”Jeg udfordrer læseren i mine bøger. Alle sporene er der, og til sidst vil jeg gerne have læseren til at få en oplevelse af, at de godt kan se det, nu de ved det. De kan godt se, det giver mening, at det er den person, der har gjort det. Og de kan godt se, hvorfor personen har gjort det. Jeg vil have slutningen til at give genlyd hos læseren. Jeg vil have, at de tænker over den, efter de er færdige med bogen. En ting er selvfølgelig at overraske læseren med slutningen, men mit store mål er også at røre dem”, siger Harlan.

Derfor er Harlans store fokus på valg og den menneskelige tankegang langt fra tilfældig. Som forfatter ser han det nemlig som sin fornemmeste opgave, at give læserne et indblik i forskellige sider af den samme sag. At give dem perspektiv på deres eget liv og deres egen situation. At få dem til at overveje, hvor meget der skal til, før de selv bliver tippet ud over kanten.

”Alle har håb og drømme. Selv skurkene har håb og drømme. Jeg vil gerne have, at alle mine karakterer er sympatiske. Jeg vil gerne have, at man ikke kun forstår helten, men at man har en forståelse for skurken også. Man skal sige til sig selv, at man næsten kan se sig selv gøre det samme i en lignende situation. Måske ville man gøre det, måske ikke, men man kan se sig selv gøre det”, forklarer Harlan. 

For Harlan er det netop en af styrkerne ved fiktionen. Måden bøgerne og historierne kan fange læseren på og hive dem ind i hovederne på folk, de normalt ikke ville forstå, har uanede muligheder. At vise dem, at der er to sider af samme sag. Og den amerikanske forfatter tager sit job og sin rolle meget seriøs i den forbindelse.

”Det er det, fiktion kan. Og det er efter min bedste overbevisning det allervigtigste ved fiktion; det kan lære os empati. Det er derfor børn skal læse, og det er derfor voksne skal læse. Mit klare mål med mine bøger er netop dette. At lade læseren få en lille smule ondt af skurken og den situation, vedkommende er endt i. Så simpelt er det”, slutter Harlan Coben.

 

Vidste du, at…

  • Harlan Coben fik ideen til sin første bog, da han arbejdede som guide i Spanien?
  • Harlan Cobens bøger er oversat til mere end 40 sprog og solgt i over 70 millioner eksemplarer?
  • Harlan Coben finder inspiration i sin hverdag og omgivelser, når han skal sætte scenen for sine bøger?
  • Harlan Coben altid er inde over produktionen, når en af hans bøger bliver filmatiseret?
  • Harlan Coben har skrevet en serie til Netflix, ’Safe’, som har kunnet findes på streamingtjenesten siden midt i maj?

Bøger af Harlan Coben

Læs en af de mange mysterier skrevet af Harlan Coben
Forsvundet, PB
ForsvundetHarlan Coben
79,95 DKK
EBOG
(13)
Forsvundet
Vildledt
VildledtHarlan Coben
79,95 DKK
EBOG
(3)
Vildledt
Sig ikke noget
Sig ikke nogetHarlan Coben
79,95 DKK
EBOG
(3)
Sig ikke noget