Bog & idé

Interview med Henriette Rostrup

af marketingkonsulent Julie Danielsen

Fortællingen om en kvinde, der kæmpede utrætteligt

Angelica Evans, kendt som Grevinden af Bagsværd, har haft ry for at være selvoptaget og ikke ville tage sig af sin datter. Men forfatter Henriette Rostrups research viste en kvinde, der har kæmpet hele sit liv for at skabe en bedre tilværelse for sig selv og sin datter.

Forfatter Henriette Rostrup havde kendt til fortællingen om Grevinden af Bagsværd, Angelica Evans, i mange år. Om hvordan pengene havde gjort hende selvoptaget, og hun derfor ikke gad tage sig af sin datter. Men på en gåtur ude ved ruinen af Aldershvile, opdagede Henriette noget, der gav hende lyst til at grave i historien.

”Der står en lillebitte mindesten derude med ordene ’Kære gode, lille Mami’, og da jeg stod og så på det blev jeg bare ramt af, hvor fuld af kærlighed og tilgivelse, det er. Der kunne jo have stået alt muligt andet, som havde rummet meget mindre”, fortæller Henriette.

Jo mere Henriette undersøgte og fandt ud af, begyndte hun for alvor at tænke, at det ikke matchede med den officielle fortælling om Angelica.

”Jeg havde egentlig aldrig rigtig følt mig draget mod at skrive en historisk roman, men af en eller anden grund kom jeg bare til at føle en form for forbindelse til Angelica, så jeg blev ved med at researche, og så tog fortællingen ligesom form”, siger Henriette.

Researchen førte til Sydafrika
Det var dog ikke gnidningsfrit at kaste sig ud i at skrive en historisk roman. Fordi Aldershvile brændte ned, findes der ikke særlig meget om Grevinden af Bagsværd. Det viste sig derfor at kræve en enorm mængde research, før Henriette Rostrup følte, hun var i stand til at stykke Angelicas liv sammen.

”Jeg havde heldigvis nogle rigtig gode folk til at hjælpe mig. For det er jo vildt omstændigt at søge i National Archives for eksempel. Man leder og leder, og man synes ikke rigtig, man finder det, man regner med. Men ind imellem får man så alligevel de her detektivoplevelser, hvor man endelig finder lige præcis det, man havde regnet med, og det er en fed følelse”, forklarer hun.

Researchen har også ført Henriette Rostrup på hele to rejser til Sydafrika, hvor Angelica blev sendt til sammen med sin første mand. Og der mærkede hun også historiens vingesus på en lang togrejse gennem et helt øde landskab. Henriette havde kunnet forberede sig på det meste hjemmefra og havde egentlig en god idé om, hvordan Sydafrika ville være, selvom hun aldrig havde besøgt landet før.

”Vi er jo meget privilegerede i dag. Mange af os har set en milliard naturprogrammer fra Afrika og vi kan finde alt på Google, men da jeg sad i det tog og ikke havde set et menneske eller et dyr i flere timer, der blev jeg ramt af sådan en minipanik over, hvad der ville ske, hvis toget brød sammen. Og det på trods af, jeg godt vidste, at der var alle mulige kommunikationskanaler. Prøv og tænk, hvor overvældende det har været at opleve i 1893 for et menneske, der aldrig har rejst længere end til Kolding”, siger Henriette.

En kvinde med en korkprop-mentalitet
Som historien om Angelica udviklede sig i både researchen og for Henriette, begyndte forfatteren at holde mere og mere af kvinden, hvis liv udspillede sig for mere end 100 år siden, og som hun ingen relation har til.

”Det var virkelig fascinerende at opleve, hvor meget hun voksede på mig, og hvor sej, hun egentlig var. Hun var jo en kvinde, der havde nok at gøre med at være til stede i alt det, hun var i. Hun havde sådan en korkprop-mentalitet kan man sige. Hver gang, hun blev presset ned under overfladen, så kom hun alligevel op igen”, forklarer Henriette, der i den grad synes, at Angelica var gjort af et særlig, sejt stof.

”Hun havde et mod og en viljestyrke, som jeg kun kan beundre. Mange var jo bukket under langt tidligere. Jeg ved godt, hun arver en masse penge, og det gør det naturligvis lettere, men jeg er sikker på, hun havde klaret mange ting alligevel, ene og alene fordi hun var den type person, hun var.”

Der er dog en enkelt ting, Henriette synes, Angelica godt kunne have været en smule bedre til.

”Hun er ikke et særligt reflekteret menneske. Hun lærer ikke altid så meget af sine tidligere oplevelser, så hun begår ind imellem de samme fejl en hel del gange”.

Egentlig ikke særlig speciel
Fortællingen om Grevinden af Bagsværd er ikke en historie om en bemærkelsesværdig opfinder eller noget i den stil. Angelica var ikke den første kvinde til at gøre noget eller kendt for at opfinde noget, men for Henriette Rostrup er det netop også det, der er noget af pointen. At helt almindelige kvinder også fortjener at få deres historie fortalt.

”Hun var jo egentlig ikke særlig speciel. Hun var blot en kvinde, der kæmpede utrætteligt for hele tiden at gøre sin egen og sin datters tilværelse en smule bedre. Og det har jeg stor beundring for. Jeg synes, hun var meget sej og modig, og jeg synes, det har en retfærdiggørelse at fortælle, at de også var med til at ændre noget. At blot det faktum, at de levede deres liv, var med til at ændre noget. Jeg håber, læserne også vil se det”, forklarer Henriette.

Henriette er helt afklaret med, at fortællingen om Angelica nu er slut. I sin skriveproces har hun det sådan, at på et vist tidspunkt, så føles det som om, hun er færdig. Ikke med Angelica, for hende har hun meget lyst til at tale om, men med romanen.

Selvom hun har en følelse af, hun er færdig med fortællingen om Angelica, er Henriette ikke helt færdig med at skrive historiske romaner. Hun synes nemlig, at perioden er enormt spændende, så hun er allerede i gang med et nyt projekt, der også foregår på den tid.

”Det er på mange måder en tid, der minder om den, vi lever i nu, hvis man ser bort fra de teknologiske forskelle. Det der med at skulle finde ud af, hvordan samfundet skal se ud fremadrettet, og hvad kvinders position er i det. Ja også andre, der falder uden for de gængse rammer for den sags skyld. Hvad er det for nogle rammer, vi har sat, og hvorfor ser de sådan ud? Det synes jeg er spændende”, siger Henriette.

Månedens læseoplevelseKøb nuSeptember
Grevinden

Grevinden

Biografisk roman om Grevinden af Bagsværd, der i slutningen af 1800-tallet var en af Europas rigeste kvinder. En fortælling om længslen efter kærlighed og anerkendelse, om rigdom, storhed og fald.

Grevinden

Angelica Evans vokser op som plejebarn i en mælketoddybar i et af Københavns arbejderkvarterer. Efter en affære med rigsgreve von Sponneck, føder hun et barn, som sættes i pleje, og hun ansættes som stuepige i en præstegård i Jylland. Herfra bringer eventyret os, blandt andet, til et fattigkvarter i Cape Town, en rigmandsvilla i Johannesburg, dronningevisit i London for til sidst at ende i pantelånerbiks på Vesterbros Torv og sladderpressens spalter.

Bøger af Henriette Rostrup

Altid fri fragt til pakkeshop for medlemmer (kr. 0 / md.)
Grevinden
GrevindenHenriette Rostrup
299,95 DKK
Indbundet
(24)
Grevinden
Drengen fra Krematorium D
BOEGERTILSTAERKPRIS
Drengen fra Krematorium DHenriette Rostrup
166,95 DKK
Hardback
Drengen fra Krematorium D
Børnene fra grotterne
BOEGERTILSTAERKPRIS
Børnene fra grotterneHenriette Rostrup
166,95 DKK
Hardback
Børnene fra grotterne
Krigen mod Ulveheksen
BOEGERTILSTAERKPRIS
Krigen mod UlveheksenHenriette Rostrup
166,95 DKK
Hardback
Krigen mod Ulveheksen
Det år vi gik til begravelser
Det år vi gik til begravelserHenriette Rostrup
79,95 DKK
EBOG
(12)
Det år vi gik til begravelser
Månedens læseoplevelse voksne

Månedens læseoplevelse

Se hvilken bog der anbefales denne måned
gode boger

Bestsellerliste bøger

Find de bedstsælgende bøger her >>