Interview med forfatter Pernilla Ericson

Pernilla Ericson er en handlekraftig kvinde. I ren og skær frustration over, hvordan få ressourcer, der bliver brugt i sager om seksuelt overgreb, satte hun sig ned og skrev sin debutroman, Sporene vi efterlader os. Sidenhen har hun fulgt debuten op med en toer i samme serie, nemlig Jeg finder dig.

Svenske Pernilla Ericson havde i en årrække arbejdet som journalist på diverse nyhedsmedier. Her havde hun ikke kunnet undgå at følge med i alle de sager, der kørte om seksuelle overgreb på primært kvinder. Hun havde også nøje fulgt, hvilke ressourcer der blev tildelt sådanne sager. Og det gjorde hende vred og frustreret.

Fokus på problemet
Kvinder, der ikke tør gå ud efter mørkets frembrud. Kvinder, der anskaffer sig en hund. Kvinder, der lærer forskellige typer af kampsport, så de kan forsvare sig selv. Alt sammen noget som Pernilla naturligt hørte om, når der havde været sager om voldtægter i områder af Sverige. Og det faktum, at det var nødvendigt for disse kvinder at ty til disse ting for at føle sig sikre gjorde hende vred.

”Når der er fodboldkamp, så står der nærmest en betjent på hvert eneste hjørne i byen. Men når et helt samfund af kvinder føler sig utrygge, så kommer der i stedet blot gode råd om, at man som kvinde ikke skal løbe i skoven eller ikke skal løbe med hovedtelefoner på. Det giver ingen mening for mig”, forklarer Pernilla.

Ud fra dette fik hun ikke blot en god idé til sin debutroman, men hun fik i høj grad også motivation til at skrive den.

”Jeg skrev den første, fordi jeg var vred. Selvfølgelig havde jeg også en idé til handlingen og en lyst til at gøre det, men det var i høj grad også, fordi jeg var vred. Det var det, der virkelig motiverede mig; jeg ville sætte noget fokus på problemet”, fortæller Pernilla.

Magtesløs teenager
Pernillas første bog handler således om seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser af kvinder. Og den svenske forfatter har selv oplevet situationer, hvor hun efterfølgende har følt, at hun blev nødt til at gøre noget for ikke at føle sig utryg.

Blandt andet, da hun som teenager var ude med vennerne. Den unge kvinde skulle på toilettet og gik hen mod den trappe, som førte til toiletterne. På trappen var der en mand, der helt umotiveret ragede på hende. Pernilla skyndte sig ind på dametoilettet og ind i en bås. Da hun kom ud fra båsen stod den samme mand inde på dametoilettet foran båsen med bukserne nede.

”Jeg var rædselsslagen. Jeg var trængt op i en krog, og jeg vidste ikke, om han havde i sinde at overfalde mig. Han var meget større og meget stærkere end mig. Den dag i dag kan jeg stadig ikke huske, hvordan jeg kom ud derfra, for det hele er lidt tåget, men jeg kan huske, at jeg var helt sikker på, jeg ikke ville stå i den situation igen”, siger hun.

Pernilla begyndte at dyrke forskellige former for kampsport. Hun blev gradvist stærkere, og da hun igen oplevede at blive antastet, var situationen en helt anden.

Træner alle fiktive overfald

Til en midsommerfest nogle år senere opstod der igen en situation, hvor en mand gik for vidt. Denne gang var det en meget beruset mand, der havde luret, at Pernilla ikke havde BH på under sin kjole, som havde en dyb udskæring i ryggen. Han bestemte sig derfor for at forsøge at hive kjolen til side, så han kunne få et glimt at forfatterens bryster.

”Han var fuldstændig umulig at få til at lade være. Han var utrolig fuld og meget aggressiv. Men forskellen var, at jeg denne gang vidste, hvad jeg kunne gøre for at slippe væk. Så jeg gav ham et par albuer i hovedet, indtil han blev slået ud og gav slip. For mig var forskellen på de to situationer helt sikkert, at jeg kunne holde hovedet kold til midsommerfesten, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Det burde ikke være nødvendigt for mig at vide, men det er det desværre bare”, forklarer Pernilla.

Den svenske forfatter har dog brugt sine evner indenfor kampsport til mere end blot at forsvare sig med. Udover det selvfølgelig er god træning og holder hende i fysisk form, så har Pernilla også brugt det aktivt i sit forfatterskab. Hun har nemlig i samarbejde med en træner gennemgået alle overfaldene i sin bog. Så ved hun, hvordan det rent fysisk giver mening, at ofre og gerningsmænd reagerer.

”Før mine sessioner med min træner var der rigtig mange ting, som jeg ikke vidste noget om. Blandt andet anede jeg ikke, at der var så mange forskellige måder at kvæle folk på. Og at de føles forskellige for ofrene”, fortæller Pernilla.

De manglende karakterer
Pernillas første krimi, Sporene vi efterlader os, blev modtaget til store roser. I den første bog blev der nedsat et team, Erlagruppen, som tager over i sager om seksuelle overgreb mod kvinder, når politiets efterforskning går i stå. Gruppen er meget homogen og er nærmest en lille familie midt i det kaos, der hersker i sagerne.

”Jeg følte, der var nogle karakterer, der manglede i krimigenren. Hovedpersonen er ret ofte en ældre mand, der er elendig til at have et forhold til et andet menneske, men af en eller anden grund er enormt god til at læse andre folk. Det har aldrig givet mening for mig, for det virker bare så fyldt af modsætning. Jeg synes også, der manglede nogle stærke, kloge kvinder, som ikke er stærke eller kloge, fordi de har en diagnose eller slæber rundt på et eller andet fra barndommen. Og på baggrund af det opstod Erlagruppens medlemmer”, fortæller Pernilla.

I Pernillas anden bog, Jeg finder dig, kommer et af Erlagruppens medlemmer i problemer, da fortiden indhenter ham. En lejemorder er på jagt efter ham, og han er i stor fare.

”Jeg gerne ville sætte fokus på, at man skal sætte ind noget før overfor de unge, fortabte drenge, som ender i voldsom kriminalitet”, siger hun.

Ideen opstod, da Pernilla mødte en tidligere lejemorder. Han fortalte om sine oplevelser og sit liv i den kriminelle verden. Hvordan han aldrig kunne stole på andre end sig selv. Hvordan han satte en benhård facade op, selvom han dagligt blev nødt til at tage angstdæmpende piller for at kunne udføre sit job. Han fortalte også Pernilla, hvordan hans kriminelle bane var startet, da han som 12-årige begyndte at løbe ærinder for andre kriminelle.

”Man kunne have sat ind overfor denne her unge dreng på 12 år. Der kunne man have forsøgt at gøre noget. Det er alt for sent, når han står som 27-årig og er en brutal lejemorder. Og jeg ville gerne fortælle den historie. Om ham, som bliver stemplet som den brutale gangster. For hvad tænker han egentlig? Hvordan har han det egentligt? Og hvad har drevet ham til at være der, hvor han er nu? Det syntes jeg var virkelig interessant”, forklarer hun.

Underholdning med et budskab
Pernilla har altid et budskab, hun gerne vil fortælle. Et emne hun gerne vil have sine læsere til at overveje eller tale om. En besked hun gerne vil sende. For hende er det en vigtig motivation for at skrive bøgerne. Når produktet er færdigt, er det dog underholdningsværdien for læseren, der er det vigtigste fokus.

”Det er klart, at det vigtigste er, at læserne er underholdt. For hvis det ikke er svært for læseren at lægge bogen fra sig, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvad mit budskab er, for så er der ingen, der når så langt. Budskaberne kommer ikke igennem, hvis læserne ikke forelsker sig i karaktererne eller finder historien spændende,” forklarer hun.

Pernilla har netop færdiggjort den 3. bog i serien om Erlagruppen, som hun selv synes er den bedste hidtil. Og nu er det tid til at lade Erlagruppen hvile lidt, imens hun skriver en selvstændig krimi og dernæst en bog i en helt anden genre.

”Jeg kan dog slet ikke forestille mig, at jeg ikke vender tilbage til Erlagruppen, for jeg vil savne dem. Så i den tredje bog efterlader jeg dem et sted, hvor det i den grad er muligt for mig at vende tilbage til dem”, slutter Pernilla med et smil.