Bog & idé

Interview med forfatter Viveca Sten

af journalist Julie Danielsen for Bog & idé

”Hvor har jeg glædet mig til at møde dig”, siger en storsmilende Viveca Sten, da vi mødes i en hotellobby i Horsens. Jeg er netop blevet færdig med at læse Offermageren, og jeg har på mange måder svært ved at forestille mig, at den spinkle, smilende kvinde foran mig har udtænkt de grusomheder, der finder sted i bogen. Og i alle de bøger, hun har skrevet tidligere for den sags skyld.

Anledningen til mødet er, at hun netop har lagt sidste hånd på andet bind i sin nye serie, der begynder med Offermageren, og som foregår i Åre med den unge Hanna Ahlander og hendes kollega Daniel Lindskog i hovedrollen. En serie, der startede helt tilfældigt og som overraskede de fleste i hendes omgangskreds.

”Min mand og jeg har en skihytte i Åre, og vi befandt os helt tilfældigt der, da Corona ramte. Lige pludselig var der jo sådan en helt apokalyptisk stemning. Som om verden var lige ved at gå under. Vi havde ingen grund til at tage tilbage til Stockholm, så vi besluttede os for at blive i Åre, hvor der er lidt mere plads og luft”, fortæller Viveca Sten og fortsætter:

”En morgen, inden skilifterne lukkede helt på grund af Corona, stod vi fem minutter i otte og ventede på, at den åbnede. Skiliften kører altid lige en runde for at tjekke, om alting virker, inden folk bliver lukket ind i den, og jeg kom til at tænke på, hvad der ville ske, hvis der pludselig sad et lig i en af liftene, som blev synligt i den kontrolrunde. Og så startede min krimihjerne ellers med at stille spørgsmål”.

Viveca Sten satte sig herefter ned og svarede på alle de spørgsmål, som hun stillede sig selv den morgen ved skiliften. Hvis der blev fundet et lig, hvem havde så slået vedkommende ihjel og hvorfor? Og hvordan påvirker det et lille samfund som Åre, som får besøg af så mange skiturister, når sådan noget sker? Hun holdt dog kortene meget tæt ind til kroppen, og ikke engang hendes mand vidste, hvad hun arbejdede på.

”Hver gang min mand kom ind i rummet, klappede jeg computeren sammen. Han vidste naturligvis godt, der foregik noget med en bog, for vi har jo været gift i mange år, men jeg var ikke klar til at dele det med nogen. For hvad hvis det ikke blev godt, eller ikke blev til en bog? Det var simpelthen for privat en ting,” fortæller en smilende Viveca Sten.
Lige pludselig sad hun dog med et færdigt manuskript, og da hun skulle til et møde med sit forlag og sin agent om den næste bog i Sandhamn-serien, besluttede hun sig for, det var tid til at dele det. Så kort før mødet sendte hun et screenshot af sin computerskærm, hvor man kunne se titlen, forfatteren samt antal anslag.

Alle mødedeltagerne blev meget overraskede.

”De mødte helt måbende op til mødet. Jeg var naturligvis meget nervøs, men heldigvis kunne de rigtig godt lide det, og så var det pludselig en lidt anden plan, vi skulle lave. Offermageren var født”, fortæller Viveca Sten.

Efter ti bøger i den meget populære Sandhamn-serie var både Viveca Sten og forlaget spændte på, hvad læserne ville sige til, at hun skiftede spor. Offermageren blev dog taget rigtig godt imod i både Sverige og Danmark, og alt tyder på, at Viveca Sten endda har fået nogle nye læsere til den nye serie.
Temaet og historien i Offermageren er barsk, og selvom det er en ny serie, er der dog en ting, den har til fælles med en del af bøgerne i Sandhamn-serien, nemlig tematikken med udsatte kvinder.

”Det er noget, der ligger mig enormt meget på sinde. Jeg har arbejdet tæt sammen med Røde Kors i mange år, og jeg har jo set og hørt mange forfærdelige historier, så det har det med også at komme til udtryk i mine bøger. Det er noget, jeg gerne vil sætte fokus på, selvom det vigtigste for mig altid vil være at fortælle en god historie, som kan fange læserne”, forklarer Viveca Sten.

Temaet med kvindemishandling dukker op igen i bind to i serien, Skyggedalen. Her møder vi Rebecka, som vokser op helt tæt på den norske grænse. Hun er medlem af en frikirkelig forsamling, som på mange måder minder om en sekt. Medlemmerne er overbeviste om, at Gud taler direkte til dem, men som læser får man hurtigt en fornemmelse af, at alt ikke er, som det ser ud til. Og da Rebecka udfordrer de mænd, der tager alle beslutningerne i forsamlingen, så går det ikke særlig godt.
”Et af de meget centrale spørgsmål, jeg stiller i Skyggedalen, er, hvor langt man kan gå og samtidig retfærdiggøre sine gerninger i Guds navn. Det synes jeg er et meget, meget interessant spørgsmål,” fortæller Viveca Sten.

Indtil videre er Åre-serien planlagt til at være en trilogi. Men dette var også tilfældet med Sandhamn-serien, og den byder jo nu på nogle flere bøger, end de oprindeligt planlagte, så Viveca Sten er ikke afvisende overfor, at der kan ske at komme flere end tre bøger i serien med Hanna og Daniel.
”Vi må se, hvad det bliver til. På nuværende tidspunkt er planen tre bøger. Lige nu nyder jeg Hanna og Daniels selskab. Dermed ikke sagt, jeg ikke stadig tænker på Nora og Thomas (hovedpersonerne i Sandhamn-serien red.), men det kan sammenlignes lidt med det at have venner. Det er dejligt at have nogle venner, man har kendt længe, men samtidig er det også enormt spændende at møde nye venner – og lige nu virker Hanna og Daniel bare til at være mere cool og interessante for mig”, forklarer Viveca Sten grinende.

Hun har dog ingen planer om, at de to serier skal forenes på noget tidspunkt.
”Jeg tror, det er bedst, at de bliver hvor de er hver især. Så lige nu tager Nora og Thomas nok en lang ferie i Skærgården, og så er jeg hos Hanna og Daniel i Åre”, siger Viveca Sten.

Nu glæder hun sig bare til at Skyggedalen kommer ud til læserne, så hun kan få deres reaktioner.

”Det er altid rigtig spændende. Jeg elsker selv krimier, fordi det er den perfekte mulighed for at fortælle en historie, som skal være drevet af et stærkt plot, samtidig med at man også kan fortælle om relationer og personlige historier. Det kræver en disciplin og en logik, som passer godt til mig – men jeg kan jo ikke altid være sikker på, at læserne er med mig”, fortæller Viveca Sten.

Faktisk var det noget af et tilfælde, at Viveca Sten overhovedet blev opmærksom på krimigenren og dermed også blev den succesfulde forfatter, hun er. Hun har altid læst meget, men først som 36-årig læste hun en krimi. Hun fik den forærende af en veninde, og en helt ny verden åbnede sig.
”Det var en meget underlig, men virkelig god oplevelse. Forestil dig, at du lige har opdaget, der findes is. Og der er alle de her fantastiske smage, og du vil bare gerne prøve dem alle. Sådan fik jeg det med krimier. Jeg læste og læste på livet løs”, forklarer Viveca Sten og fortsætter:
”Og da jeg så fik lysten til at skrive en bog, så var det bare det oplagte valg at kaste mig over – og jeg har ikke kigget mig tilbage siden. Jeg er helt vild med krimier”, slutter hun med et stort smil.


Stærk PrisKøb nuBind 2
Skyggedalen

Medrivende plot om velfortalt mordgåde

Et mishandlet lig bliver fundet lige uden for byen. Offeret har ingen oplagte fjender, og politiet er på bar bund. Hanna Ahlander er stadig vikar ved Åre Politi, og håber på at blive fastansat, mens hendes kollega Daniel Lindskog forsøger at være både engageret familiefar og dedikeret efterforsker.

Viveca Sten udgivelser

Køb online med gratis fragt til din lokale Bog & idé | 365 dages byttegaranti
I kampens hede
BOEGERTILSTAERKPRIS
I kampens hedeViveca Sten
124,95 DKK
Paperback
(6)
I kampens hede
I dårligt selskab
BOEGERTILSTAERKPRIS
I dårligt selskabViveca Sten
115,95 DKK
Paperback
(2)
I dårligt selskab
Hemmeligt begravet
Hemmeligt begravetViveca Sten
99,95 DKK
Paperback
(1)
Hemmeligt begravet