Q&A med Ole Frøbert

Hjertelæge Ole Frøbert har skrevet bogen ”Sund som en bjørn”, som handler om Oles forskning i bjørne. Ole og hans team er interesserede i at finde ud af, hvorfor bjørne kan gå i hi i et halvt år uden at få livstilsygdomme og søger blandt andet svar på, om vi qua deres viden om bjørne for eksempel kan udvikle ny og bedre medicin mod blodpropper.

1. Hvad inspirerede dig til at skrive bogen?

   Jeg har i mange år ledet et forskningsprojekt, som er sådan lidt Tintin og Indiana Jones, og jeg synes, det har været sådan en god historie, at jeg gerne vil dele den med andre. Og så er bjørne som forskningsområde meget relevant for de sygdomme, som plager os mest – nemlig livsstilssygdomme.

    

2. Hvad er særligt ved bjørne?

   Bjørne er meget unikke, fordi de hver vinter sover i hi i seks måneder, hvor de kun vender sig meget lidt, men ellers ligger helt stille. Og det specielle ved det er, at selvom de ligger stort set helt stille i et halvt år, så får de ingen skader på kroppen. De bevarer simpelthen samtlige organfunktioner – helt modsat vi mennesker, som ikke kan tåle at ligge stille ret længe ad gangen, uden at der sker en masse ting med vores krop.

    

3. Hvad ville der ske med mennesker, hvis de gik i hi ligesom bjørnene?

   Hvis vi ikke rører os så meget, som vi burde, går det udover vores muskler og knogler. Mange kender for eksempel risikoen ved lange flyrejser, hvor der kan opstå blodpropper i læggen, fordi man er stillesiddende for længe ad gangen. Bjørnene får ingen blodpropper, og de bevarer stort set al deres muskelmasse, selvom de ikke bruger musklerne i den tid, de er i hi. De får hverken knogleskørhed, liggesår eller nyresvigt, til trods for at de hverken drikker eller tisser i et halvt år.

   Alle, der har prøvet at have en arm eller et ben i gips, ved, hvor hurtigt det går med at tabe muskelmasse. Men sådan er det ikke for bjørne. Deres væv er fuldstændig intakt efter seks måneder uden bevægelse. 

    

4. Hvordan finder I bjørnene og indsamler blod- og vævsprøverne?

   Der er forskel på, hvordan vi finder bjørnene – alt efter om det er sommer eller vinter. Om vinteren kører vi afsted i nogle store Toyota Hilux med trækvogn på, så vi kan medbringe snescootere. Vi dækker et meget stort område på omkring 10.000 kvm og kører langt ud til steder, hvor vi ved, bjørnene bor. Vi transporterer os på snescootere de sidste 30-40 km, og når vi er ca. 500 meter fra bjørnen, skifter vi til snesko eller ski og går hen til hiet, som vi lokaliserer med radiopejling. Så graver vi os ind til bjørnen gennem sneen, bjørnen får en bedøvelsespil, for den vågner, når vi kommer ind. Vi venter så til bjørnen sover igen, og så kan vi tage vores blodprøve og vores vævsprøve.

   Om sommeren er bjørnene ude i den fri natur og hopper rundt og jager, så der er vi nødt til at finde de samme bjørne med hjælp fra en helikopter. Vi flyver ud med en dyrlæge og en jæger og får ledt bjørnen ud på et åbent område, hvor vi så kan bedøve den med en bedøvelsespil fra luften. Det er en meget svær øvelse og kræver stor præcision. Når bjørnen er bedøvet, tager vi de samme prøver en gang til.

    

5. Er der noget i dine undersøgelser, der har overrasket dig?

   Den første iagttagelse, da vi gjorde det første gang, var, at bjørnene har en helt utroligt blød pels. Jeg troede, at pelsen var meget grov og genstridig, men den er så fin og blød. Fra et mere videnskabeligt synspunkt er det mest overraskende, at de målinger, vi laver om sommeren, svarer nogenlunde til, hvad vi kan måle hos os mennesker. Men om vinteren er alle målinger helt anderledes. F.eks. har bjørnene en puls på 10 slag i minuttet om vinteren og mange af deres blodprøveværdier er meget anderledes. Det er et udtryk for den måde, hvorpå de beskytter deres krop – og det er det, vi prøver at blive klogere på.

    

6. Hvem håber du vil læse bogen, og hvad håber du, de får ud af den?

Jeg håber meget, at folk kan se det spændende i at lære noget nyt om et dyr, vi alle kender og har et eller andet forhold til. Og får lyst til at få en forståelse for, hvad der sommetider skal til for at lave spændende forskning. Og at selvom det kan lyde fuldstændig vildt og Indiana Jones-agtigt, så kan det ind imellem betale sige at forfølge nogle skøre ideer for at komme til overraskende resultater og forhåbentlig nye gennembrud.

Jeg håber, at læseren får med sig, at man kan angribe sit fag og sin profession på en helt anden måde. Jeg er selv hjertelæge, og det ligger jo ikke lige til højrebenet, at hjertelæger undersøger bjørne, men jeg synes, det er så sjovt og interessant, at man kan twiste sit speciale i en anden retning og komme helt nye steder hen.