Bog & idé

Q&A med Pernille Plaetner og Marianne Rohweder

Veninderne bag Martha Munk-krimierne

Hvem er Martha Munk?

Martha Munk arbejder i politiet i Nykøbing Sjælland. Hun er et meget levende menneske, der i starten af serien er i begyndelsen af 40'erne.


Hvordan kom I på serien?

Vi har selv et rigt bagkatalog med mange ægteskaber, skilsmisser, børn og ekser i bagagen. Vi vil gerne sætte al denne erfaring i spil ved at skrive krimier, der er mere end et spændende plot. 


Hvordan er det at skrive sammen?

Det er skidesjovt. På nogle måder lettere end at skrive alene, på andre mere besværligt. Men helt overordnet er det en kæmpegave at slå talenterne sammen. Vi har kendt hinanden i over 40 år.


Ved I tidligt i processen, hvad der sker i jeres krimier?

Nej, det ved vi ikke. Vi ved, hvilket samfundsemne vi gerne vil tage ved vingebenet. Vi kender også Marthas udvikling og har selvfølgelig et plot, en morder og en morders motiv, men hvordan vi ruller historien ud og senere fanger morderen, ved vi aldrig på forhånd.


Hvorfor spiller I kort?

Det er 45 år siden, vi spillede vores første spil kort, og vi har gjort det lige siden. Vi bruger kortspillet til at skærpe vores koncentration, til at skabe fælles pauser, hvor vi kan få nye ideer, og som konfliktløsning.


I har halvrund fødselsdag, Martha Munk fylder fem. Kommer der mere?

Fantastisk, at Martha allerede fylder fem. Hun er blevet vores fælles veninde, en del af vores liv. Og ja, der kommer flere. Vi har mere på hjerte. Det har Martha heldigvis også.


En lille afsløring fra Skraldebjerget?

Det vil være helligbrøde at afsløre et plot, men vi kan røbe, at hvis man har bygget sit elfenbenstårn på et fundament af dårlige beslutninger og forliste skæbner, slår man sig slemt, når det falder.

Marianne Rohweder
Pernille Plaetner

Skraldebjerget

199,95 DKK

Læs mere