Q&A med Søren Sveistrup

Hvorfor hedder din nye krimi Tælle til en tælle til to?

Da jeg havde fundet ud af, at jeg ville lave en historie om stalking og ofre, der udsættes for en ubehagelig gemmeleg, manglede jeg en uhyggelig måde, som det skulle foregå på. En nervepirrende og mystisk måde, der stod i kontrast til den livsfare, som ofrene befandt sig i, men jeg syntes ikke rigtig, at de påfund, jeg kom op med, var gode nok. Så kom jeg i tanke om Halfdan Rasmussens skønne tælleremse, som jeg selv har hørt som barn. Heldigvis gav hans arvinger mig lov til at bruge titlen og teksten, som – hvis den bruges i en krimi – bliver ret uhyggelig, synes jeg. På den ene side er det bare en uskyldig tælleremse, på den anden side er det en ildevarslende nedtælling. Og så synes jeg selvfølgelig også, at det var sjovt at kalde udgivelsen for Tælle til en, tælle til to, fordi den nye bog er min bog nummer to efter Kastanjemanden.

 

Hvor har du fundet inspiration til historien?

Jeg starter nok altid mit arbejde med at tænke over, hvad der skræmmer mig selv mest, eller hvad der har skræmt mig gennem tiden. Denne gang fokuserede jeg på følelsen af at være forfulgt og blive overvåget. Hvilket jo desværre også er tilfældet i de rigtig mange stalker-sager, der anmeldes til politiet hvert år. Så fandt jeg desuden ud af, at det ofte er tidligere kærester eller ægtefæller, der stalker modparten, og det fik mig til at tænke på, hvor grotesk det er, at nogle forhold begynder med forelskelse, kærlighed og etablering af en familie, men så ender i bedrag, trusler og had. Undervejs i opløsningen begynder vi mennesker desuden at have en del hemmeligheder for hinanden, og det er som om, voksne på den måde fortsætter den gemmeleg, som de legede som børn. Så var temaet i bogen ”født”, og jeg begyndte at bygge historien op omkring en stor, labyrintisk gemmeleg.

 

Er der særlige temaer i romanen, det har været vigtigt for dig at undersøge?

Jeg har et stort hjerte for børn, der lider overlast i deres opvækst. Det virker så urimeligt, at de skal betale prisen for voksnes egoisme og dårligdomme, for eksempel i familier, der er skidt kørende. På den ene side tror jeg meget på kernefamilien og vores evige behov for at søge i den retning i vores jagt på lykken, men på den anden side kan der være omstændigheder, der gør, at skilsmisse er det eneste rigtige. I det hele taget optager det mig meget, hvad der foregår bag ligusterhækken og den pæne facade, og jeg tror, vi alle sammen ville have godt af at være mere ærlige, men det er svært i dag, hvor der er så mange glansbilleder på de sociale medier.

 

Hvordan har du grebet skriveprocessen an?

Min arbejdsproces har i mange år været den samme. Jeg får en idé, og når jeg begynder at tro nok på den, rækker jeg ud efter en kollega eller en redaktør. Så taler jeg mig igennem de forskellige plots, jeg gerne vil have i historien, hvilket som regel tager mange måneder, måske helt op til et år. Først derefter – altså når jeg ved, hvad der skal ske kapitel efter kapitel helt frem til slutningen – begynder jeg at skrive historien igennem til et manuskript. Og når manuskriptet så er skrevet igennem, skriver jeg det igennem igen og igen, indtil min redaktør og jeg synes, at det er, som det skal være.

 

Hvordan har du researchet?

Jeg har været på flere researchture. Blandt andet fik jeg en snak med Lars Mortensen, der er leder af NC3, dvs. Nationalt Cyber Crime Center. Jeg stillede de spørgsmål, der var relevante for historien, og han fortalte lidt om, hvordan arbejdsprocessen foregår i den virkelige verden, og jeg fik en lille rundtur på deres adresse. Jeg blev også inviteret indenfor hos Vestegnens Politi, hvor en erfaren efterforsker fortalte om sit arbejde. Desuden har tidligere drabschef Jens Møller læst med undervejs for at sikre, at jeg ikke lavede alt for store fejl. Det er altid vildt interessant at høre dedikerede mennesker tale om deres arbejde, og i det hele taget lever jeg jo på politifolks og andre eksperters nåde, for det er dem, der er med til at give historien et strejf af troværdighed.

 

Hvad skal en god krimi kunne i dine øjne?

Selve størrelse på forbrydelsen og krimigåden, som skal løses, er nok ret afgørende for mig. Plottet skal helst været stort, kompliceret og med mange vendepunkter, så jeg ikke kan gætte mig frem til gerningsmanden. Desuden skal jeg blive berørt undervejs. Altså føle for de karakterer, der er med i historien. Mange tror, at jeg kun er vild med spænding og gys, men faktisk er det ofte de pårørendes historier, som jeg lever mig mest ind i.

 

Hvad er du selv og dine krimier rundet af?

Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg så godt kan lide krimier, men jeg er ikke sikker. Det startede allerede, da jeg var dreng. Min far læste krimier, ofte de helt gamle om Sherlock Holmes, Miss Marple og Hercule Poirot, men også krimier af forfatterne Sjöwall og Wahlöö, som jo var ret store dengang. Hvis jeg skal analysere mig selv, så tror jeg, at krimierne tiltrak mig, fordi jeg som dreng kunne identificere mig med efterforskeren og detektiven. Ligesom efterforskeren skulle afkode tegn for at finde frem til sandheden, var jeg nødt til at afkode tegn i min hverdag, som var præget af mine forældres dårlige ægteskab. Jeg havde antennerne ude og forsøgte at aflæse, om det var en god eller en dårlig dag. Om der var fred og ingen fare, eller om der var skænderier og vredesudbrud i luften. Der var ret mange hemmeligheder i familien, som der ikke blev talt så meget om.

 

Hvad håber du læserne får ud af at læse din bog?

Først og fremmest en spændende historie, som de ikke kan lægge fra sig. En historie med en masse gys og følelser undervejs, ikke mindst følelsen af, at der stadig er mennesker derude, der gør en forskel og kæmper for retfærdighed.