Q&A med Thomas Korsgaard

1. Du har skrevet et eventyr om tændstikker! Hvor kommer historien fra?

Hver morgen sidste vinter strøg jeg en tændstik i de tidlige morgentimer og tændte et stearinlys, inden jeg begyndte dagens arbejde. En dag kiggede jeg ned i æsken, og der lå tolv tændstikker tilbage. En enkelt af dem var knækket og lå modsat de andre. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg havde lagt den tilbage i æsken, nu hvor den var gået i stykker. Senere samme dag slog det mig, at der måske var en hovedperson i den og begyndte at skrive om den. Jeg lod den knækkede tændstik blive hovedpersonen i en historie, som jeg begyndte at skrive på hver dag. Det blev til denne fortælling, der enkelt fortalt handler om, at selv en knækket tændstik kan komme til at lyse en dag – hvis bare den lærer at tænke på et helt bestemt ord.

2. Tændstikkerne i din historie har forskellige temperamenter. Hvorfor?

Tændstikker er jo ualmindeligt ens at kigge på, så det var nødvendigt at give dem hver et meget markant karaktertræk for at gøre dem forskellige fra hinanden. Og sådan blev de til ’Den mest utålmodige’, ’Den længselsfulde’ og så videre – også fordi det var gode modsætninger til den stille, knækkede tændstik, som ikke tror, den nogensinde kommer ud af æsken igen, men er dømt til et liv i venteposition. 

3. Ja, den knækkede tændstik er meget stille og deler ikke de andres begejstring for verden udenfor tændstikæsken. Hvorfor ikke?

Den knækkede tændstik har været udenfor én gang før, men det gik ikke helt, som det skulle, da den skulle blive til lys. I sin ængstelighed knækkede den og blev lagt tilbage af hånden. Siden har den ligget der og ladet sin angst blive større og større. Men der kan ske gode ting for den, og det gør dér. Bedst som den tror, den er alene tilbage i æsken, får den nemlig besøg af det eneste andet end en hånd, som kan komme ind i sådan en æske. Og da bliver der hvisket noget i dens øre, som den lytter til, og som får den til at turde at prøve igen. Vi kan alle knække, men vi kan også hele igen. Det vil jeg i hvert fald gerne tro på. Og at skrive denne bog var en måde at komme til at tro på det.

4. Bogen er illustreret, og selve bogen ligner en tændstikæske. Hvordan har samarbejdet med illustratoren Karla Nor Holmbäck været?

Karla har været helt fri til at tegne, som hun ville og har lavet de smukkeste illustrationer til bogen. Jeg er så glad for hendes værker. Det eneste, der var vigtigt for mig i den henseende, var, at jeg gerne ville have bogen til at ligne en tændstikæske, fordi jeg syntes, det passede så godt med den første sætning: ”Inde i æsken lå tændstikkerne.” Det bliver som en æske tændstikker, man kan åbne og høre dem tale. 

5. Bogen er et klassisk eventyr – men ikke kun for børn?

Bogen er til alle, som har brug for lys, både børn og voksne. Men den er skrevet med særlig tanke på højtlæsning. Jeg har selv læst den højt for nogle af mine venner, som er voksne, det må man aldrig blive for gammel til: at få en historie fortalt. 

6. Hvilke forfattere eller eventyrfortællere er du inspirereret af? 

Jeg elsker eventyr. I arbejdet med ’Tændstikkerne’ har jeg i særdeleshed været inspireret af ’Grantræet’ af H. C. Andersen. Det er sådan et smukt eventyr om det lille grantræ i skoven, der glæder sig og glæder sig og glæder sig til at blive stort og komme indenfor og blive et juletræ en dag. ”Forbi, forbi,” lyder de sidste ord fra Grantræet, da træet ligger kasseret på gaden, og livet er gået så hurtigt. Det er næsten ikke til at bære, men det er klogt og sandt. Jeg ville gerne skrive en bog, som endte med lys, som erklærer, at det findes som noget sandt, og jeg synes selv, det er lykkes.

7. Nu er det jo december, og julen fylder en del i bogen og i tændstikkernes liv. Tænker du på historien som et juleeventyr?

Historien kan forhåbentlig læses året rundt, ellers synes jeg ikke, jeg har gjort det godt nok som forfatter. Men ja, ’Tændstikkerne’ kan bestemt læses som et juleeventyr, og jeg tror, historien kan fungere godt at læse i den mørke tid. Vinteren er så mørk og lang. Den tid, vi lever i, er frygtsom og hård. For få år siden havde jeg muligvis fundet det klichépræget og klæbrigt at ville skrive noget om lys, om kærlighed på denne måde. Men jeg synes, vi er i en tid, der kalder på, at vi allesammen spørger os selv, hvordan vi kan få tændt for lyset indeni os selv og hinanden. Der er krige, som eskalerer hver eneste dag lige nu. Jeg synes bekymrende få taler om freden som en mulighed. Men det er den forhåbentlig. Jeg vil ikke tro andet. End at lyset findes.