Bog & idé

Forfatterportræt - er forfatteren Erlend Loe noget for dig?

skrevet af Frank Brahe (grafiker ved Bog&idé)

Erlend Loe

er hans bøger noget for dig?

Når man, som jeg, ikke læser krimier, så reduceres udvalget af bøger enormt, og nogle gange må jeg så tage en chance – prøve at kigge på helt andre hylder. Engang for nogle år siden, faldt jeg over en pudsigt udseende bog der hed Doppler af Erlend Loe. Jeg forstod ikke titlen, og forfatteren sagde mig ingenting, men jeg blev nysgerrig! Doppler blev med det samme den sjoveste bog, jeg nogensinde havde læst. Beskrivelsen af alle de navlebeskuende betragtninger/tanker om det absurde ved livet, hverdagen, de små ting og de store ting – tilsat en underfundig kritik af samfundet, og individets til tider uforståelige behov tog mig med storm, og jeg var solgt til denne forfatter – fuldstændigt.

Erlend Loe har udgivet 3. bind i Doppler-serien (2. februar 2016), det er Enden på verden som vi kender den – og den kan selvsagt ikke anbefales nok herfra.

Erlend Loe er minimalistisk humor, fabulerende og frem for alt fremragende skrevet

Erlend Loe debuterede på dansk med NAIV.SUPER i 1996, og siden er det blevet en til lang række vidunderlige udgivelser, bl.a. Kvinden flytter ind, L, Doppler, Volvo Lasvagner (Doppler 2), Stille dage i Mixing Part og indenfor de seneste år er der udkommet Fvonk og Status. Jeg vil da lige nævne, at jeg til dato, har læst NAIV.SUPER 3 gange, og opløst af grin hver gang. Det er royal begavet underholdning. I Erlend Loes enorme forfatterskab, er der sådan set kun 2 bøger, som jeg føler ikke har levet op til Loe’s unikke talent. Det er Fakta om Finland og Muleum, som begge fremstår lidt for stillestående, og især Fakta om Finland,  må ses mere som et privat eksperiment end en læsebar bog. Erlend Loe har også skrevet en række børnebøger og fagbøger – her stikker KURT-bøgerne ud som helt særlige børnebøger, som også voksne vil more sig over.  Ekspedition Shakespeare er en undersøgelse/studie af Shakespeare, som er skrevet med Petter Amundsen. DopplerVolvo Lastvagner og Enden på verden som vi kender den er noget særligt for Erlend Loe, udover at være en slags mega gennembrud, og mest elskede bøger. Disse bøger skal læses først, hvis man får lyst at tage hul på dette forfatterskab, som i mine øjne, er blandt de mest interessante, hvis vi kigger lidt ud over krimi-brillen, i norden.

Det gode er, at Loe’s bøger sælger godt, og heldigvis også ofte bliver genoptrykt, så der er altid et solidt udvalg. Af Erlend Loe’s mere finurlige udgivelser er Maria og Josè, som, for at gøre en ganske kort og vanvittig skøn kærlighedshistorie endnu kortere, handler om José, som er forelsket i Maria – og bor inde i hende – én af José’s nyttige betragtninger går på, at han kan gå fra Marias øre ned til hofteskålen på en halv time, men han kan klare turen på cykel på 3 minutter – en anderledes og meget varm kærlighedshistorie illustreret af Kim Hiorthøy. Maria og Josè bliver genudgivet i sommeren 2016, af Gyldendal – en bog der skal stå i din reol! Tro mig, du vil hellere have bogen stående, end at have pengene liggende i din lomme.

Frank Brahe