Missionen på den delte ø
Forlagsbeskrivelse af Missionen på den delte ø af Frans Ørsted Andersen
Detaljer
Bogens kategorier Klik på en kategori for at se lignende bøger
Anmeldelser Missionen på den delte ø
Brugernes anmeldelser
Bogen er en super fantastiks bog. Ikke nok med at den er baseret på Cypern-veteraners egne beretninger, så giver den også et godt overblik over historikken. Vi andre veteraner kan måske lære noget af fortællingerne i bogen. Mange tak for en rigtig god bog Frans.
Den nye bog om DANCON-UNFICYP "Missionen på den delte ø" har været en stor fornøjelse for mig at læse - jeg har nærmest pløjet mig gennem de små 200 sider. Den er ler læst for de fleste – dejligt korte ’kapitler’ med hver interviewet ’Dancon-kriger’. Bogen er bygget op i tre dele med hver sine interviewpersoner. Første del handler om etableringen i 1964 og perioden op til Tyrkiets invasion i 1974. Anden del handler om selve krigen i 1974 og de danske oplevelser i den sammenhæng. Tredje del handler om perioden efter 1974 og frem til missionens danske afslutning i 1992. Hver periode er beskrevet ud fra interview-personernes oplevelser – og det gør selvfølgeligt bogen lidt uensartet. Forfatteren er jo nødt til at bygge på det, han får fortalt. Men det gør han til gengæld fint og medrivende. De to særlige bilag med ”Dancon slang” og ”Dancon-playliste” er herlige – det er der også mange minder i. Jeg var selv på Cypern på DANCON XXVI og XXVII fra nov. 76 til aug. 77, så det var meget et flashback til minderne - og jeg fik min egen fotobog om opholdet frem flere gange sammen med mine to DANCON-bøger. ”Missionen på den delte ø” skildrer faktisk oplevelserne langt bedre end DANCON-bøgerne for hvert hold. Og billedmaterialet er langt bedre end i Dancon-bøgerne. Jeg har selv oplevet mange af de steder, der omtales, dengang at krigen ikke var langt væk; men hvor ’freden’ var ved at brede sig stille og roligt på begge sider - hvor bufferzonen ikke konstant blev udfordret, ”farming” i bufferzonen blev mulig hver anden dag til hver side, maskineriet og færdigvarelagret på Marmeladefabrikken blev fjernet osv. 14 dage før jeg mødte i JOC-DANCON i Xeros i nov. 1976 havde man oplevet den første døgnrapport fra DANCON til HQ-UNFICYP med indholdet ”N.T.R.” (Nothing to Report). 4-5 mdr. senere lavede vi dem nærmest på samlebånd. Og det fortsatte, som jeg kan forstå, helt frem til afviklingen i 1992. Det er en del af missionens succes. Dejligt at have været en del af – og dejligt at læse en god bog om det. Jeg er selvfølgeligt faldet over nogle ’smuttere’, men de er få og uden betydning for oplevelsen af indholdet. Jeg kan absolut anbefale at købe bogen.
Bogen "Missionen på den delte ø" giver læseren et godt indblik i situationen på Cypern, og som Cypern-veteran bliver man ført tilbage til sin tid på øen og de gode minder derfra. De mange anekdoter i bogen, gør at, når man har læst bogen, ønsker at der kommer et bind-2, da der er masser at historier der fortjener at blive nedskrevet, og ikke gå i den slemme glemmebog. Et absolut must at have i sin bogreol, hvis man er Cypern-veteran.
Hvad enten man ønsker en grundig redegørelse for Cypernkrisen, specielt den tyrkiste invasion af Cypern i 1974, er interesseret i nyere dansk militærhistorie eller er tidligere udsendt, kan det varmt anbefales at læse Ørsted Andersens netop udkomne bog, ”Missionen på den delte ø” med undertitlen ”Danske veteraners erindringer fra Cypern 1964-1992”. Bogen, der er fyldt med facts og derfor godt kunne være en tør gennemgang af begivenheder, er skrevet så underholdende og spændende at den kan læses som en roman. Det skyldes især de mange interviews med soldater, der beskriver de episoder de hver især har været involveret i, men i lige så høj grad de supplerende afsnit om f.eks. de specielle ord, der blev skabt af de udsendte: ”Dancon-slang”, som i dag indgår danske sprog. Nogle af beretningerne er så utrolige, at man undrer sig over at det ikke tidligere har været almindeligt kendt. At Cypernudsendte levede et ferie liv de varme lande, som i perioder var en almindelig opfattelse hjemme i Danmark, bliver der rammet en solid pæl igennem. Alene det, at 23 soldater og politifolk mistede liver på Cypern, viser tydeligt at det ikke var nogen ferietur. Bogen giver også et godt indtryk af, hvor meget forskel det gør at sende en fredsbevarende styrke afsted til et brændpunkt ikke blot for lokaliteten til men også for den enkelte udsendte. Om det er en speciel type man sender afsted eller om man bliver en speciel type af at være udsendt, er et stort spørgsmål. Siden 1947 har vi udsendt 60.000, en forsvinde lille andel af befolkningen, mindre en 800 om året i gennemsnit. Jeg håber meget, at Frans Ørsted følger succesen op og giver nogle af vore andre udsendinger en tilsvarende grundig faglig, underholdende og spændende behandling.
Hvad enten man ønsker en grundig redegørelse for Cypernkrisen, specielt den tyrkiste invasion af Cypern i 1974, er interesseret i nyere dansk militærhistorie eller er tidligere udsendt, kan det varmt anbefales at læse Ørsted Andersens netop udkomne bog, ”Missionen på den delte ø” med undertitlen ”Danske veteraners erindringer fra Cypern 1964-1992”. Bogen, der er fyldt med facts og derfor godt kunne være en tør gennemgang af begivenheder, er skrevet så underholdende og spændende at den kan læses som en roman. Det skyldes især de mange interviews med soldater, der beskriver de episoder de hver især har været involveret i, men i lige så høj grad de supplerende afsnit om f.eks. de specielle ord, der blev skabt af de udsendte: ”Dancon-slang”, som i dag indgår danske sprog. Nogle af beretningerne er så utrolige, at man undrer sig over at det ikke tidligere har været almindeligt kendt. At Cypernudsendte levede et ferie liv de varme lande, som i perioder var en almindelig opfattelse hjemme i Danmark, bliver der rammet en solid pæl igennem. Alene det, at 23 soldater og politifolk mistede liver på Cypern, viser tydeligt at det ikke var nogen ferietur. Bogen giver også et godt indtryk af, hvor meget forskel det gør at sende en fredsbevarende styrke afsted til et brændpunkt ikke blot for lokaliteten til men også for den enkelte udsendte. Om det er en speciel type man sender afsted eller om man bliver en speciel type af at være udsendt, er et stort spørgsmål. Siden 1947 har vi udsendt 60.000, en forsvinde lille andel af befolkningen, mindre en 800 om året i gennemsnit. Jeg håber meget, at Frans Ørsted følger succesen op og giver nogle af vore andre udsendinger en tilsvarende grundig faglig, underholdende og spændende behandling.