Q&A med Lea Hvidt Kessler
Hvordan fik du ideen til at skrive Hvem fanden er Alice??
Idéen kom, da jeg sad på forfatterskolen Writers Academy og arbejdede på en karakteropgave. Pludselig dukkede Alice, som er min hovedperson, bare op, og hun stod klokkeklar for mig. Jeg blev med det samme fuldstændig forelsket i hende og måtte lægge mit andet projekt, som jeg ellers var i gang med at skrive på, til side. Hurtigt efter kom de to andre karakterer Lisa og Dominique, og dér havde jeg så en historie :)
Hvad er Hvem fanden er Alice? for en roman?
En humoristisk feel-good roman med 59-årige Alice i hovedrollen, som bedst beskrives som en blanding mellem Carrie Bradshaw og Bridget Jones. Historien handler om kærlighed, svigt og venskaber, og så får man brandvarme scener (som man ikke altid har bedt om) ;)
Hvad er historien bag titlen?
Da idéen til selve historien og Alice faldt på plads, blev den engelske frase “Who the fuck is Alice?” ved med at spille i hovedet på mig. Hun er en karakter, man ikke kan sætte i en kasse, hun er sin egen, og mange gange også en man måber over. Det var den eneste rigtige titel til bogen ;)
Hvem er dine litterære forbilleder?
J.K Rowling. Hendes store forfatterskab og hendes univers er beundringsværdigt.
Hvorfor var det vigtigt for dig med en ældre hovedkarakter, og hvad giver det til romanen og genren, synes du?
Det var helt naturligt, at hun skulle være i slutningen af 50’erne. I den alder har man et liv, der kan fortælles historier om. Karakteren har også en modenhed og erfaring, som giver mange muligheder til mig som forfatter. Jeg er samtidig også enormt fascineret af den her alder. Jeg kender og har kendt mange kvinder i 50’erne, og jeg synes, det er så interessant, hvordan livet kan leves så forskelligt, når man er lige præcis der i livet. Jeg har nogle fantastiske forkvinder i mit liv, og jeg er virkelig fascineret af, hvor vidt forskellige deres liv er i den alder. Der er ikke nogen opskrift på livet, men jeg vil vove at påstå, at der på det her tidspunkt er en skillevej, og man træffer et valg om at gå den ene eller den anden vej. Og det er for mig vildt interessant.
Jeg synes, man mangler at se kvinder i den her alder blive sat i scene i litteraturen. I denne her genre med sex og kærlighed er det ofte kvinder i 30’erne, men den del af livet er langt fra passé, når man er 50 plus.
Er der noget af dig selv i hovedkarakteren Alice?
Alice gør ting, jeg aldrig ville gøre, og samtidig ting som jeg ville gøre uden at blinke. Hun er ikke bange for at tage chancer, hvilket jeg elsker hende for, men hun træffer til gengæld også valg, som jeg aldrig kunne drømme om. Hun både imponerer mig og forarger.
Kan du sige lidt om Alices to venner, Lisa og Dominique, og hvilken rolle venskab spiller i romanen?
De er tre meget forskellige karakterer, som griber hinanden på kryds og tværs i tide og utide. De er det for hinanden, de hver især har brug for. Et ubrydeligt trekløver!
Lisa og Alice er vokset op sammen. Lisa kommer fra det komplet modsatte af Alice med en tryg familie og opvækst, og hun har truffet totalt modsatte valg af Alice i livet og er i mere end en forstand endt på den modsatte side af kloden ift. Alice.
Dominique er lidt imellem de to. Han har lidt af den samme baggrund som Alice, men er samtidig også lidt mere afbalanceret som Lisa. Han er den, de altid kan regne et-hundrede procent med. Han er Alices engel i forklædning. Venskab er essensen af bogen. Det er hverken rejsen eller destinationen, det er selskabet. :)
Du har tidligere udgivet to bøger, men dette er din første roman. Hvordan har det været at arbejde med fiktion frem for nonfiktion?
Fuldstændig anderledes. En helt anden proces og et helt andet stykke arbejde. Med fiktion er man skaberen. Som Lone Theils en dag sagde ved en undervisning på Writers Academy: I fiktion er man Gud, man er skaberen. Det er mig, der bestemmer, om det regner eller sner, om der bliver grint eller grædt, gået til højre eller venstre. Og det er edderfløjteme en magt at sidde med. Det er skidehamrende sjovt, men samtidig også et “ansvar”, fordi så er man nemlig den, der står med ansvaret for at tingene skal give mening osv. Der er ikke noget at læne sig op ad. Jeg er fuldstændig vild med det.
Hvad vil du gerne have at læserne tager med / får ud af at læse bogen?
Det er først og fremmest en humoristisk historie. Alice og hendes venner er sjove at være i selskab med – de griner, og vi griner, og det er jo altid dejligt at grine.
Samtidig er der nogle mere alvorlige temaer, såsom kærlighed og svigt. Jeg tror på, at livet går op og ned for alle, men at man kan skabe meget for sig selv. Man får, hvad man tør bede om, og det tror Alice også på. Nogle gange rammer man ved siden af, men så må man prøve igen.
Jeg håber, at Alice kan være med til opmuntre til at leve livet og tage nogle chancer.
Hvem fanden er Alice?
Charmerende roman om jetsetrejser, rampelys og sexede one night-stands. Men også om at opdage, man har taget flugten fra alt det, der kan være både nært og svært i livet.