Oktavia

Tvillingerne Liv og Ilva bliver på deres 15 års fødselsdag gjort til vogtere af to ud af fire elementsten, der tilsammen kan give magt over alle elementerne og dermed hele verden. Men der er onde kræfter, der vil have stenene, så de to piger bliver tvunget til at flygte i ly af natten. Men de bliver skilt fra hinanden i flugten og ender på hver deres side i magtkampen. Det er en bog om magi, kampen mellem det gode og det onde, om venskaber, alliancer og troskab. Og så er det en bog om at miste dem, man har mest kære, og et håb om at få dem at se igen. Det er en del af PN Skrivers fortælling, at hun i mange år ikke turde skrive til udgivelse pga. sin ordblindhed. Det skinner på ingen måde igennem i bogen og jeg synes kun det giver mening at nævne det for at opmuntre andre til at kaste sig ud i skriveriet trods udfordringer. Ellers bliver det hurtigt til en negligering af hendes evner som forfatter, når der bliver lagt vægt på, at hun er ordblind. For heldigvis er retstavning det mindste problem i forhold til historiefortælling. Og PN Skriver har bygget et helt unikt univers med magiske evner og mørke kræfter, som har krævet lang tids arbejde at udforme. Sprogligt synes jeg ikke bogen lever op til sin målgruppe. Hovedpersonerne er 15 år gamle, men før deres alder blev præsenteret, formodede jeg, at de var omkring 10 år, da sproget passede med læsere og personer på den alder. Oktavia er en fin debutroman, men der er plads til at sproget bliver strammet op, så fortællingen står endnu skarpere.