De røde dråber

Name: De røde dråber
SKU: 9788740481808
Price: 38.95 DKK
Availability: InStock

0.0

( 0 )

Norsk

En del af Klassikerbibliotek

E-bog

38,95 DKK

Forlagsbeskrivelse af De røde dråber af Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder skriver i et brev til skuespillersken Johanne Dybwad om sit skuespil "De røde dråber" (1897): Første akt indeholder blot spænding mod de andre. Den vil ved første gangs gjennemlæsning ikke forstås, — men skulde stå frem ved en skuespiller, der havde sat sig ind i Odd’s væsen, som forklares ved de næste akter. Helt vil den måske først forstaas efter fjerde akt. Ved flygtigere gjennemlæsning kan det gi anledning til misforståelse, at der fremstilles den scene og de personer, man er vant til fra Bjørnsons og Ibsens samfundsdramer. Man kunde da tro, at den dramatiske konflikt er det, som foregår mellem Odd og disse mennesker. Dette er ikke tilfældet. Det, som foregår med Odd, foregår blot i forhold til ham selv. Og det er det, som skulde være det nye, og gale, eller det nye og gode, og den for en god skuespiller interessante opgave. Disse andre mennesker er blot til som baggrund, som „Chorus“, hvorpå Odd, Berg, Lili, Borghild skulde stå frem som store silhouetter, digtede over nogle af livets store magter. Det er slet ikke meningen at fremstille Odd som den, der er martyr for disse hverdagsmennesker. Tvertimod, han skuffer dem virkelig. Første akt handler blot om ham selv, og de andre fremstiller malerisk, hvad der sætter hans sind i bevægelse og kamp. Han optar ingen kamp med dem. Men han jages af idealet, af de store følelser af menneskets smerte og ufuldkommenhed, og så den store pligt mod skjønheden. Han jages heraf, og han lider, — han lider ved at skuffe sin bys mennesker, men han må, — han lider ved at skuffe Borghild, men han må, — om hende har han kanske havt et skjælvende lidet håb, at hun skulde komme mod ham, ville forstå ham, — men det har blot været et lidet håb, han selv ikke har vidst om. Han er forbandet — forbandet netop ved denne forfærdelige drift, der er lagt ned i ham, driften mod det overmenneskelige, det guddomsfagre. Han vet, at de må gå fra ham alle, han venter sig ikke andet, og det falder ham ikke engang ind at forklare, hvad det er han vil. Hvad vilde det også nytte? Da det jo i ham selv må være så uhåndgribeligt, mere en dunkel følelse, — en følelse, der mange gange blir helt til angst... Fremdeles er første og fjerde akt stillet musikalsk mod anden og tredje. Man ser i anden akt ikke alene Odd i hans ensomhed, men man ser hans ensomhed, man ser den forbandedes ensomhed. (Efterladte Arbejder)